Om mobbeafledte stednavneændringer
Af Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
Det er sikkert ikke så få personer gennem tiden, der er blevet drillet med deres navne. Nogle bare godmodigt, andre decideret mobbet. Flere af sådanne navnebærere har formentlig da indimellem kunnet ønske sig et andet navn, og enkelte har ligefrem taget konsekvensen og fået en navneændring. Som det skal ses i det følgende, er “mobbeafledte navneændringer” imidlertid ikke blot et fænomen i personnavneregi, idet også hele landsbysamfund i sjældne tilfælde har ønsket at skifte stednavn af selvsamme årsag.
I dansk stednavneændringshistorie er især to sager alment kendte i fagmiljøet: Rumperup og Gumperup, der blev til henholdsvis Højsted og Klinteby (jf. Dalberg 1991 s. 183-184). Selv blandt danske navneforskere er det dog nok de færreste, der kender til sagernes nærmere detaljer, og da desuden gode historier ikke kan blive fortalt for tit, kommer her den fulde beretning om dem begge. Alle de refererede akter stammer fra Stednavneudvalgets Brevarkiv hos Arkiv for Navneforskning, Københavns Universitet.
Fra Rumperup til Højsted
På den nordvestlige del af Sjælland (i Bregninge sogn, Ars h.) ligger – eller rettere lå – landsbyen Rumperup. Navnet er belagt fra 1300-tallet (*1355 Rumperop, 1463 Rumprop) og er en sammensætning med hovedleddet glda. thorp ‘udflytterbebyggelse’, hvor forleddet snarest er et mandstilnavn glda. Rumpi (Jørgensen 2008 s. 138) eller dettes bagvedliggende substantiv glda. rumpe ‘hale, bagende’ (DgP II:2 sp. 901). I nutidens dansk har rumpe fået den kollokviale betydning ‘bagdel’ om kropsdelen på både dyr og mennesker. Og det var man tilsyneladende lidt træt af at blive associeret med i Rumperup. Den 24. november 1924 modtog Indenrigsministeriet således et brev underskrevet “samtlige Beboere i Rumperup”, hvor man ansøgte om forandring af landsbynavnet til Højsted. Ansøgningen var således begrundet:
Til Støtte for vort Andragende skal vi bortset fra rent æstetiske Grunde anføre, at det nuværende Navn i mange henseender er generende for Byens Bekvem og til Belysning heraf fremføres, at Byens halvvoksne Ungdom, naar den opholder sig paa fremmede Steder, Ungdomsskoler eller lignende trykker sig ved at nævne deres Fødebys Navn, da dette saa at sige altid medfører Latter og Drillerier fra Kammeraternes Side, ligesom det er generende for Byens Beboere, at de ikke uden at blive hilst med Latter kan nævne Byens Navn til de mange Turister, der om Sommeren passerer gennem Byen […].
Som begrundelse for beboernes afløsende navneforslag blev det fremført, at »Højsted er betegnende for Byens høje og frie Beliggenhed.« Det kan bekræftes, at landsbyen ligger i et efter danske forhold vældig kuperet landskab, mens navnet Højsted var en til lejligheden aldeles ny konstruktion.
Nu var sagen faktisk ikke et anliggende for Indenrigsministeriet, som havde modtaget den, men derimod for Landbrugsministeriet, men inden den gik videre til afgørelse, blev den rundsendt til høring hos diverse relevante myndigheder, inden den blev forelagt Stednavneudvalgets kontor den 29. januar. Af disse myndigheder havde kun Holbæk Amt den bemærkning, at man intet havde at indvende imod ønsket om en navneændring, men »at man havde foretrukket et Bynavn, der ikke var saa almindeligt som Højsted og som mulig vil kunne give Anledning til Forveksling.« Indenrigsministeriet erklærede sig enig heri. Selvom det foreslåede navn ganske rigtigt kan lyde ret “almindeligt”, så findes der imidlertid faktisk ikke andre landsbyer af navnet i Danmark (hvorimod det er og var ganske udbredt som gårdnavn).
Hos Stednavneudvalget vurderede kontorchef Gunnar Knudsen i et indledende internt brev af 30. januar 1925 hele affæren som “en meget vanskelig Sag”, inden den blev forelagt resten af det høje udvalg. Igen var det ikke fravalget af navnet Rumperup, der tyngede, men derimod det alternative navneforslag: »Personlig finder jeg, at Højsted lyder temmelig “fladt” og vilde gerne finde noget bedre. Men hvad skal man gøre i en saadan Sag?« Efter at sagen havde været oppe på et møde i udvalget, kunne man den 13. februar 1925 meddele ministeriet:
at man maa anse den af Beboerne anførte Grund til at søge Navneforandring for fyldestgørende, men at man, ligesom Amtet, finder, at det valgte Navn, Højsted, er lovlig almindeligt. Udvalget ser ikke Nødvendigheden af at indføre et moderne konstrueret Navn af denne Art, da der kan findes mange gamle Stednavne i Sognet fra ældre Tid, der vilde egne sig til at blive ophøjet til Bynavn. Særlig vilde Udvalget henlede Opmærksomheden paa Navnet Højold, et Marknavn fra selve Byen, der findes i Markbogen fra 1683 […].
Stednavneudvalget kunne derfor kun subsidiært give den valgte konstruerede navneform Højsted sin tilslutning. Den 7. april svarede Landbrugsministeriet tilbage, at forslaget nu havde været i høring lokalt. Af dette fremgik det, at »Beboerne i Rumperup paany anholder om, at Navnet Rumperup maa ændres til Højsted, subsidiært Højkilde, da Navnet Højold ikke har vundet Beboernes Tilslutning.« Den 20. april måtte Gunnar Knudsen på vegne af udvalget således afgive følgende endelige indstilling:
Saaledes foranlediget skal Udvalget udtale, at da Forsøg paa at anvende ældre Navnemateriale fra selve Stedet synes at have vanskeligt ved at vinde almindelig Tilslutning, vil der fra Udvalgets Side ikke haves noget at erindre imod, at Byens Navn i Overensstemmelse med Beboernes derom udtalte principale Ønske ændres til Højsted.
Navneændringen fra Rumperup til Højsted blev formelt godkendt af Landbrugsministeriet den 24. juli 1925.
Fra Gumperup til Klinteby
Ikke blot rimer navnene Rumperup og Gumperup på hinanden, de to relaterede navneændringssager minder også ganske meget om hverandre, og det er vel end ikke usandsynligt andet end at sagen om Gumperup blev direkte afledt af den ovenfor beskrevne om Rumperup. Nogen forbindelse imellem sagerne nævnes dog ingensteds i akterne. Man kan imidlertid formode, at den imødekommende afgørelse på navneændringssagen for Rumperup har fået en del medieomtale, og mindre end et halvt år efter modtog Landbrugsministeriet en tilsvarende ansøgning fra beboerne i Gumperup, der er – eller var – en landsby på sydspidsen af Sjælland (i Karrebæk sogn, Øster Flakkebjerg h.).
På et møde i Gumperup den 1. oktober 1925 skrev 29 repræsentanter for byens i alt 31 husstande under på følgende anmodning:
Undertegnede Beboere i Gumperup andrager herved ærbødigst om, at Landsbyen Gumperup maa faa Navneforandring og for Fremtiden komme til at hedde Klintby. Naar vi fremsender dette Andragende er Grunden den, at vi finder det nuværende Navn uheldigt, det lyder jo mere sjældent end smukt, hvorimod Navnet Klintby ikke alene lyder velklingende, men ogsaa er ret betegnende, da Byen ligger ved Klinten ud mod Smaalandshavet.
Også betydningsmæssigt minder Gumperup og Rumperup om hinanden. Navnet Gumperup er belagt fra 1200-tallet (*1290 Gompetorp, 1387 Gumporp, 1566 Gomperop) og har som hovedled substantivet glda. thorp ‘udflytterbebyggelse’, der her snarest er sammensat med et mandstilnavn glda. *Gumpi, afledt af substantivet gump ‘gump, bagen af fugl (især and og gås)’ (DS 24 s. 216). Også her anvendes den egentlige fugleanatomiske betegnelse kollokvialt om ‘bagdel på menneske’.
En kopi af ansøgningen blev sendt til det lokale sogneråd i Karrebæk, med den supplerende oplysning, at de to manglende beboere »ikke ønskede at underskrive, men iøvrigt intet havde at indvende mod Navneforandringen.« Mens sognerådet kunne støtte ansøgningen fra Gumperup, havde politimesteren i Næstved pudsigt nok en del indsigelser at gøre imod den. Politimester Schmits indvendinger af den 24. oktober havde intet at gøre med hans egentlige politimæssige myndighedsområde, men byggede tydeligvis på en personlig interesse for det stednavnehistoriske.
Som det vil ses af Kortet findes der i den Egn, hvor Gumperup er beliggende […] en hel del Byer, hvis Navne ender paa rup (torp), jeg skal nævne: Grimstrup, Skraverup, Bistrup, Karebækstorp, Gumperup, Menstrup, Brorup, Spjellerup, […] Bisserup, Nyrup, Tostrup, hvoraf fremgaar, at Bebyggelsen paa disse kanter er af forholdsvis yngre Oprindelse. Hvis man derfor vilde give Gumperup et andet Navn, vilde det af historisk-topografiske Grunde være rimeligt, at det nye Navn ikke i sin Betegnelse kom til at give et forkert Indtryk af Byens Alder. Navnet Klintby – det burde iøvrigt hedde Klinteby – indicerer imidlertid en meget ældre Bebyggelse end “Torperne”, og det burde derfor lages under Overvejelse, om man ikke kunde foreslaa andre Former […].
Heller ikke her var det således tanken om at droppe det oprindelige navn, der vakte modstand, men derimod det foreslåede nye navn. Politimesteren foreslog herefter flere alternative nye navnekonstruktioner, som han endda havde undersøgt den eksisterende udbredelse af rundt om riget. Den onomastisk lærde politimesters indvendinger gjorde indtryk på amtsrådet, der i sin endelige følgeskrivelse af 5. januar 1926 til ansøgningen kunne meddele:
at Amtsraadet intet har imod, at Landsbyens Navn forandres, men at samme ikke finder, at Navnet bør ændres til Klintby, hvorimod saavel Amtsraadet som Amtet vil mene, at Klinterup eller Klinttorp baade vil falde naturligt og svare til Stednavnene fra den Tid, Landsbyen antagelig har sin Oprindelse.
Underligt nok var amtsrådets forslag Klinterup ikke med på den lange liste over den torp-bevidste politimesters alternative navneforslag, og må derfor anses for amtsrådets eget supplerende konstruktionsforslag.
Der var således mange gode forslag og stednavnehistoriske betragtninger at støtte sig på, da Landbrugsministeriet i februar 1926 kunne sende sagen i høring hos Stednavneudvalget. Her vurderede man i første omgang, at forleddet i navnet måtte være afledt af mandsnavnet Gunbjørn, og kun:
ved Navnets Omdannelse og Afslidning i Tidens Løb er det blevet saaledes, at det kan virke anstødeligt. Bedst vilde det vel historisk set være at rekonstruere Navnet til Gunbjørnetorp, men da dette vel kan have vanskeligere ved at blive gængs end et helt nyt Navn, vil det muligvis nok være mere praktisk at vælge det sidste. […] Uagtet udvalget af principielle Grunde helst modsætter sig Ændringer af de gamle Landsbynavne, vil man dog under de foreliggende Omstændigheder ikke finde det urimeligt at imødekomme Andragendet.
Stednavneudvalget havde således tydeligvis lært af Rumperup-sagen, at historisk korrekte rekonstruktionsnavne ikke let vandt begejstring hos de lokale. Hvad angår politimesterens og amtsrådets udtrykte bekymring for konstruktion af et aldersmæssigt misvisende by-navn i et torp-område, tog udvalget det betydeligt mere afslappet:
Om man der vil vælge Klintby eller Klinterup – begge Navne turde være forsvarlige – maa bero paa et Skøn, og Udvalget kan ikke indse, at det, som Politimesteren anfører, vil være uforsvarligt at bruge Klintby, fordi man derved ligesom skulde hensætte den nævnte Landsby til en ældre Navneklasse; Navne paa ‑by kan dannes den Dag i Dag, fordi By er et i Sproget levende Ord, som det falder naturligt at bruge, ogsaa i moderne Dannelser.
Heller ikke protesten imod Klintby frem for Klinteby fik meget støtte i Stednavneudvalget, idet begge sammensætninger var udbredte i både stednavne og talesprog, men hvis man endelig skulle pege på den ene form frem for den anden, så ville udvalget »nærmest være tilbøjelig til at give Klinteby Fortrinnet.«
Enden – eller gumpen, om man vil – på sagen blev, at Landbrugsministeriet den 23. marts 1926 kunne meddele tilladelse til, at Gumperup by og ejerlav herefter skiftede navn til Klinteby.
Navneændringen afstedkom i øvrigt en ny henvendelse allerede to dage efter fra Det Kongelige Søkort-Arkiv med en forespørgsel om, hvorvidt det så også betød, at det nærliggende naturnavn Gumperup Klint så også skulle ændres til Klinteby Klint? Dette dengang sikkert lidt uventede efterspil illustrerer ganske godt de følgevirkninger, der endnu i dag gælder ved stednavneændringer, som ofte også inddrager en række afledte stednavne. Udvalgets svar på henvendelsen har da langt henad vejen også gyldighed den dag i dag:
Saaledes foranlediget skal man udtale, at det efter Udvalgets Skøn vil være rettest at gennemføre Navneændringen ogsaa i Tilfælde som det foreliggende, og altså skrive Klinteby Klint, men at Udvalget i øvrigt savner Kompetence til at træffe Afgørelse i Spørgsmaalet.
Epilog
Beboerne i Rumperup og Gumperup fik således i midten af 1920’erne lov til at udskifte landsbyernes navne til noget mere anstændigt og velklingende. Som én, der i 1980’erne dagligt tog bussen igennem Højsted på turen til og fra Kalundborg Gymnasium, kan jeg imidlertid supplere, at der da endnu i lokalbefolkningen var udmærket kendskab til bebyggelsens oprindelige navn, som man ikke undlod hyppigt at gøre Højsted-beboerne opmærksomme på, nu med den humoristiske tilføjelse, at de jo kunne overveje endnu en navneændring til Højrumperup.
Selvom Stednavneudvalget i de to her gengivne sager imødekom de lokale ønsker om en stednavneændring, så kom sagerne langt fra til at danne almindelig præcedens, og der er faktisk flere efterfølgende eksempler på, at beslægtede ansøgninger blev afslået af udvalget. Men de historier kan jo passende blive temaet for mit næste blogindlæg.
Litteratur:
- Dalberg 1991 = Vibeke Dalberg, Stednavneændringer og funktionalitet (Navnestudier 33), København 1991.
- DgP II = Danmarks gamle Personnavne : Tilnavne, red. G. Knudsen, M. Kristensen & R. Hornby, København 1954-64.
- DS 24 = Stednavne i Vestsjællands Amt (Danmarks Stednavne 24), red. B. Jørgensen, København 2001.
- Jørgensen 2008 = Bent Jørgensen, Danske stednavne (3. udgave), København 2008.
