Category: Identity-making

Cultural Identity Through Personal Names: Insights from the Danish-Argentine Migration

by Peder Gammeltoft

Names carry profound meaning, serving as personal identifiers while also reflecting broader cultural, familial, and societal influences. Data from the Danish Link-Lives project, offers a unique opportunity to explore how personal names reveal patterns of migration, identity, and cultural adaptation. The census includes families that migrated to Argentina, had children born there, and later returned to Denmark, reflecting a rich story of transatlantic movement. The analysis of these names offers insights into how families navigated between Danish and Argentine cultures, particularly through the naming of their children.

Personal Names and Migration: What’s in a Name?

Migration is not just about moving from one country to another – It involves the transfer and negotiation of identities, traditions, and cultural norms. Personal names are a powerful reflection of this process, capable of signaling an individual’s cultural roots, religious beliefs, or even social aspirations. In the case of Danish families who moved to Argentina and then re-immigrated to Denmark, the naming of children born in Argentina can tell us a great deal about how these families balanced their Danish heritage with the new cultural environment they encountered in Argentina.

The Link-Lives Project, is part of a broader effort to link historical records of individuals across generations, including censuses, church records, and civil registries. The project’s aim is to create a connected and accessible database for researching personal histories. The 1901 census in the Link-Lives project includes 17 households, each containing a mix of children born in Denmark and Argentina. Among these families, there are 41 children, 29 of whom were born in Argentina and 12 in Denmark. By analyzing the first names of these children, we gain insight into how these families navigated their cultural identities, particularly in relation to their stay in a part of the Spanish-speaking world, Argentina. Although the material is small, there are clear tendencies.

A Closer Look at Family Composition

A breakdown of the families included in the dataset, showing how many children were born in Denmark versus Argentina:

Table 1: A snapshot of family structure and migration patterns. Many families had at least one child born in Argentina before re-immigrating to Denmark.

Cultural Identity Through Personal Names

The study of names in this dataset reveals three distinct categories based on how well a child’s name would fit into a Spanish-speaking country like Argentina. These categories – formally usable, possibly usable, and not usable – help us understand how families integrated (or resisted integration) into Argentine society through the naming of their children.

  1. Formally Usable in a Spanish-speaking Context: Names that would easily be recognized in Argentina, either because they are common in both cultures, or have Spanish equivalents.
    – For instance, among the children born in Argentina, names like Elena, Eleonora, Oskar (Oscar), Pedro, and Enrique would have been very familiar in both Argentina and Denmark. Of the 29 children born in Argentina, 9 had names that fall into this category. These names reflect a potential desire for integration into the local culture, possibly making it easier for children to fit into Argentine society.
  2. Possibly Usable in a Spanish-speaking Context: These names are less common but still recognizable in Argentina.
    – Names such as Christian, Ingrid and Peter are familiar but less frequent in a Spanish-speaking context. Nine of the Argentine-born children had names in this category. These names suggest that the family retained a connection to Danish traditions while also choosing names that would not be entirely out of place in their new environment.
  3. Not Usable in a Spanish-speaking Context: Names that are Danish and would likely have stood out in Argentina.
    – Examples include Arne, Inger and Valdemar, which are typically Danish and would be unusual in a Spanish-speaking country. Eleven Argentine-born children had names in this category. These names likely reflect a stronger attachment to Danish identity, suggesting that the family wanted to maintain their cultural roots despite living abroad.

Dataset Breakdown: Children’s Names by Birth Country

Let us look at children’s first forenames, birth countries, and whether their first forename would work in either a Spanish-speaking or Danish-speaking context:

Table 2: A detailed look at how children’s names correspond to their cultural environment in an Argentinian, illustrating the variety of naming strategies employed by Danish families in Argentina.
Table 3: A detailed look at how children’s names correspond to their cultural environment in a Danish context, illustrating naming strategies employed by Danish families having returned from Argentina.

Conclusion: The Significance of Name Research in Migration Studies

The study of personal names within the context of migration provides a unique lens through which to explore cultural identity. For families that migrated to Argentina, naming their children involved a balance between maintaining their Danish heritage and integrating into Argentine society. Children with names like Elena or Pedro may have been better able to navigate both cultural worlds, while those with distinctly Danish names may have faced greater challenges in fitting in.

For the children born in Denmark after their families’ return, the predominance of traditional Danish names suggests a desire to reclaim or reinforce their Danish identity. These children would grow up in Denmark, and their names reflect a re-rooting in their home country’s cultural norms. The choice of names illustrates how these families viewed their identity – both abroad and at home.

Literature

  • Hornby, Rikard, 1978. Danske personnavne. København.
  • Link-Lives: https://link-lives.dk/
  • María Bjerg, 2019. Brudte bånd. Immigration, ægteskab og følelser i Argentina mellem det 19. og 20. århundrede. Bernal.
  • Meldgaard, Eva Villarsen, 2002. Den store navnebog. København.
  • Tibón, Gutierre, 2002. Diccionario etimológico comparado de nombres propios de persona. Mexico City.

Inspirationskällor och affektivt handlande i transpersoners förnamnsval

Av Carin Leibring Svedjedal

Att välja förnamn till sig själv eller någon annan är en komplex process där många faktorer vägs in. I mitt pågående avhandlingsprojekt undersöker jag hur transpersoner väljer förnamn och pronomen för att konstruera kön och identitet.

Att vara trans innebär att inte identifiera sig med det vid födseln tilldelade könet. Som trans kan du identifiera dig som man, kvinna eller könsidentiteter som går mellan eller bortom det maskulina och det feminina; dessa könsidentiteter sorteras ofta in under begreppet icke-binär.

Jag har under 2021–2022 samlat in ett material bestående av enkäter och intervjuer med totalt 31 deltagare, som fått berätta om sina förnamnsval. Enkät- och intervjusvaren analyseras genom medierad diskursanalys (Blåsjö m.fl. 2024), vilket är en metod som används för att analysera hur diskurser konstrueras genom handling (t ex handlingen att välja ett förnamn, eller handlingen att be personer i sin omgivning att använda förnamnet).

Jag definierar diskurs kortfattat som olika uppsättningar av kunskaper, normer, erfarenheter och föreställningar om vissa fenomen, samt hur detta uttrycks språkligt. I den medierade diskursanalysen undersöker jag alltså hur förnamn fungerar som medierande redskap, det vill säga en språklig resurs som bidrar till att forma kunskaper, normer och föreställningar (diskurser) om kön och identitet.

Jag undersöker också vilka andra resurser som deltagarna använder för att välja sina förnamn, dels i form av artefakter som almanackor, böcker, webbplatser, dels i form av hur deltagarna uttrycker att ett förnamn ”känns” rätt eller fel för dem.

I följande inlägg fördjupar jag mig i vilka inspirationskällor som deltagarna i min studie beskriver att de haft i sina förnamnsval (eftersom pronomen som språklig resurs är begränsade i antal och variation kommer jag inte att analysera pronomenvalen just här). Jag kommer också att ge exempel på hur så kallat affektivt handlande kan användas som ett teoretiskt verktyg för att förstå deltagarnas förnamnsval.

Almanackor, litteratur, film, förebilder, familj

I materialet relevantgörs flera resurser som deltagarna använder för att välja sina förnamn. Några beskriver hur de letat efter förnamn i almanackan, eller sökt på digitala namnlistor.

Flera deltagare har också tagit inspiration från karaktärer i film och litteratur, där många beskriver att de stött på förnamnet när de varit unga och sedan sparat namnet i minnet. När de sedan kommit ut som trans och börjat utforska sin könsidentitet, har de ”plockat fram” förnamnet som de tidigare stött på, även om de inte visste att det skulle bli just det förnamnet när de såg det första gången.

Några deltagare hämtar i sin tur inspiration från förebilder eller andra i sin omgivning, men det är sällan som deltagarna uttrycker att de aktivt valt bort ett visst förnamn på grund av andra bärare.

Vissa deltagare beskriver också hur de frågat sina föräldrar om vilka förnamn de hade i åtanke för dem innan de föddes, samt vilka förnamn som finns i släkten. På så sätt påminner inspirationskällorna i transpersoners förnamnsval delvis om hur föräldrar väljer förnamn till barn (Aldrin 2011), med skillnaden att deltagarna i min undersökning sällan beskriver ifall de tagit hänsyn till förnamnets etymologi eller ursprungliga betydelse.

Ibland väljer deltagarna också förnamn som på något sätt har en koppling till deras övriga namn, så de exempelvis ska behålla samma initialer som tidigare. I vissa fall beskriver några deltagare däremot hur de vill distansera sig från sina tidigare förnamn, och väljer därför aktivt bort förnamn med exempelvis samma begynnelsebokstav eller näraliggande betydelse.

Det förekommer dock i princip inte i materialet att deltagarna väljer en maskulin eller feminin motsvarighet till deras tilldelade förnamn (t ex att en transmaskulin med det tilldelade förnamnet Johanna skulle välja Johannes).

Egenvalda förnamn som ”känns rätt”, men också skuldkänslor att välja bort ett tilldelat förnamn

För att förstå hur förnamn väljs använder jag affektivt handlande som ett teoretiskt verktyg. Affekt-begreppet är en central del i diskursanalytisk forskning (Wetherell 2012, Ahmed 2014), och syftar till att undersöka hur känslor används och uttrycks språkligt för att forma diskurser.

Affektivt handlande inriktar sig på att förstå hur känslor antingen representeras eller eliciteras. Representerade känslor handlar om hur en språkbrukare själv uttrycker vad den känner, medan eliciterade känslor handlar om hur exempelvis en text kan frammana känslor hos den läser. I min analys fokuserar jag på representerade känslor, och hur deltagarna i materialet uttrycker känslor i sina förnamnsval.

Affekt framträder i nästan alla deltagares beskrivningar av hur de har valt sina förnamn. Många beskriver hur deras förnamn helt enkelt ”känns rätt”, ”känns bra”, ”känns som mig”, alternativt att personer i deras omgivning uttryckt att deras förnamn ”känns som du”.

Detta kan ställas i kontrast till tidigare forskning om hur framför allt föräldrar väljer förnamn till barn; som tidigare beskrivits lyfter föräldrar ofta fram vilka ”yttre” egenskaper hos förnamnet som de uppskattar, exempelvis att namnet ska vara modernt, tidlöst, finnas i släkten, vara gångbart internationellt, eller att det har exempelvis en nordisk klang.

Många deltagare beskriver även hur omgivningens bruk av namnet bidrar till att förnamnet känns rätt, det vill säga när omgivningen använder deras förnamn befäster det känslan av att förnamnet är det rätta.

I materialet beskrivs även hur olika former av interaktion tillämpas som en slags resurs i sig för att prova ut namnet; genom att en deltagare blir ”utskälld, berömd och tjatad på” med namnet, prövas flera typer av affektiva aspekter hos namnet som befäster att det passar fullt ut.

Även en annan sorts affekt relevantgörs, som inte enbart handlar om positiva upplevelser av att trivas med ett förnamn. Några deltagare beskriver nämligen känslor av skuld och visst dåligt samvete över att de valt bort förnamnet som deras föräldrar tilldelade dem. Vidare beskriver deltagare hur de kan uppleva negativa känslor kopplat till att omgivningen medvetet eller omedvetet använder fel förnamn om dem. I motsats till detta står dock de känslor av glädje och eufori som uttrycks av deltagarna när omgivningen använder deras rätta förnamn.

Referenser

  • Ahmed, Sara (2014). The cultural politics of emotion. 2nd ed. [Online]. Edinburgh: Edinburgh University Press.
  • Aldrin, Emilia (2011). Namnval som social handling: val av förnamn och samtal om förnamn bland föräldrar i Göteborg 2007-2009. Uppsala: Uppsala universitet.
  • Blåsjö, Mona, Christensson, Johan & Hanell, Linnea (2024). Medierad diskursanalys: att studera nexus mellan språkbruk och handling. Upplaga 1 Lund: Studentlitteratur.
  • Wetherell, Margaret (2012). Affect and Emotion: A New Social Science Understanding. London: SAGE.

Fra pebermø og gammeljomfru til fri og self-partnered

af Katrine Kehlet Bechsgaard

Når en gruppe mennesker i samfundet er fælles om en afvigelse fra ’normalen’, kategoriseres de ofte under en overordnet betegnelse – som typisk skifter over tid, efterhånden som forståelser ændrer sig. Det skete for eksempel med kejthåndethed; betegnelsen, som tidligere blev brugt om venstrehåndede, hvis håndpræference blev forbundet med at være klodsede og kejtede. Der bruges også betegnelser om de ’normale’ fænomener og tilstande – dem, der gælder for flertallet, og som kan kaldes de umarkerede. Men det er især navnene, som dækker over de ’afvigende’ fænomener og tilstande – dem, som kan kaldes de markerede – der er opmærksomhed på, og som udskiftes i takt med, at holdninger skifter.

De ugifte, ”der er kommet i nogenlunde sat Alder”

Det er også tilfældet for de betegnelser, der er blevet brugt om ugifte kvinder i årenes løb, da de i århundreder har været en minoritet. Det er blevet afspejlet i betegnelserne for kvinder, der ikke indgik i et ægteskab. Tidligere kunne man for eksempel blive kaldt en pebermø, hvis man forblev ugift efter at have overskredet en vis alder. Som lex.dk skriver, har “det ”magiske” skel for overgang til peberstand” varieret. I dag bruges betegnelsen typisk for sjov om personer, der har rundet de 30 år, men grænsen for peberstand har tidligere været højere.

Pebermø-betegnelsen er dannet på baggrund af pebersvend, som ifølge lex.dk stammer fra middelalderen, hvor omrejsende, ugifte kræmmere betalte afgifter til magistraten i peber. I H. C. Andersens eventyr ”Pebersvendens Nathue” udlægges baggrunden for betegnelsen sådan her: “De rige Kjøbmænd i Bremen og Lübeck dreve Handlen i Kjøbenhavn; selv kom de ikke herop, de sendte deres Svende (…) og saa alle de Kryderier, saadanne som Safran, Anis, Ingefær og især Peber; ja det var nu det Betydeligste her og derfor fik de tydske Svende i Danmark Navnet: Pebersvende, og det var en Forpligtelse de maatte indgaae hjemme, at de her oppe ikke turde gifte sig (…) efter dem kalder man nu hver ugift Mandsperson, der er kommet i nogenlunde sat Alder, en ”Pebersvenden”.”

Spinster – en selvforsørgende kvinde

At det ’afvigende’ havde at gøre med fremskreden alder ligger i flere af betegnelserne, og det samme gælder i gamle engelske betegnelser. Før det 17. århundrede blev ugifte kvinder ifølge historikeren Amy Froide kaldt maids, virgins eller det latinske ord for pige, puella. På dansk har vi ordet mø, som Den Danske Ordbog beskriver som ”oprindelig om ung, ugift kvinde”, men som ”i løbet af middelalderen blev afløst af jomfru eller pige”. I både de engelske og danske ord lå der altså en indbygget forventning om, at perioden som ugift var midlertidig og knyttet til ungdommen. Både på dansk og på engelsk brugtes også betegnelser, der indeholder en indbygget modsætning: gammeljomfru og old maid. Da en jomfru eller maid var en ung kvinde, der blot ikke var blevet gift endnu, var der et paradoks i at tilføje gammel eller old.

Bogen ”Never Married. Singlewomen in Early Modern England” af Amy M. Froide.

Men i løbet af 1600-tallet kom der på engelsk nye betegnelser som spinster og singlewoman til – ifølge Froide fordi antallet af ugifte kvinder simpelthen voksede, og der dermed var brug for nye termer for ældre kvinder, der ikke var gift. Froide’s forskning viser eksempelvis, at i byen Southampton var over en tredjedel af kvinderne ugifte i 1698. Spinster var navnet på en beskæftigelse – spinderske – og da det typisk var ugifte kvinder, der havde dette arbejde, udviklede ordet sig til at betegne ugifte kvinder, der kunne forsørge sig selv. At være en ugift kvinde, der var oppe i årene, har dog også være forbundet med både latterliggørelse og kritik. Omkring 1700 var der endda så meget bekymring over det voksende antal af ugifte personer i England, at myndighederne pålagde dem at betale bøder for deres manglende giftermål. Desuden forbandtes bestemte karaktertræk med den ugifte status: ”En gammeljomfru formodes at være jomfrunalsk, dvs. pirrelig og sippet,” som Lene Otto har skrevet på lex.dk.

Reclaiming eller navneskift

I dag har det i mindre grad økonomiske og sociale konsekvenser for kvinder ikke at have en partner. Nyere tal fra Danmarks Statistik (fra 2021) viser, at godt en tredjedel af danskere mellem 20 og 79 år er, hvad Danmarks Statistik henviser til som enlige. Lidt under halvdelen indgår i ægteskab, mens 17 procent indgår i par uden at være gift.

Når forskellige tilstande, identiteter og befolkningsgrupper – som eksempelvis ugifte kvinder, venstrehåndede, homoseksuelle eller etniske minoriteter – har været vurderet negativt i samfundet, og denne vurdering ændrer sig, fører udviklingen et spørgsmål med sig: Hvad stiller vi op med navnene på dem? I nogle tilfælde sker det, at en betegnelse reclaimes, altså generobres. Det er for eksempel sket med et ord som bøsse, der tidligere er blevet brugt negativt om homoseksuelle mænd, men som blev taget i brug af Bøssernes Befrielsesfront i 1970’erne.

Samme historie har queer, som også var en negativ betegnelse for homoseksuelle mænd, inden det blev reclaimed. Andre gange får tilstande og identiteter nye navne som en del af processen med at rebrande dem. Det er også tilfældet med betegnelser for ugifte kvinder, som ikke længere opfattes som negativt ’afvigende’. Således er danske ord som gammeljomfru og pebermø i årenes løb blevet skiftet ud med ord som enlig og senere single.

Skuespilleren Emma Watson kalder sig ikke single, men self-partnered. Foto: Condé Nast (through Vogue Taiwan), CC BY 3.0, via Wikimedia Commons.

For fem år siden brugte skuespilleren Emma Watson et nyt ord – self-partnered – som alternativ til et ord som single i magasinet Vogue. Interessant nok har den betegnelse dog også ført til kritik – for ligger der ikke heri en implicit forestilling om, at man skal have en partner, og at hvis ikke man har en, må man være sin egen? Så er det måske bedre med en dansk betegnelse, der i magasinet Alt for Damerne er blevet foreslået som det, man skal kaldes, når man ikke har en kæreste: fri.

SUSTAINABILITY OF INHERITED FORENAMES

by Sofia Kotilainen

In 19–23 August 2024 I had a privilege to participate the 28th International Congress of Onomastic Sciences in Helsinki. It was inspiring to hear and see so many great presentations of colleagues. They introduced plenty of new perspectives to onomastic research.

Theme of the multidisciplinary conference was Sustainability in names, naming and onomastics. I have studied the history of inherited first names in the Finnish rural families. Recently, I have started to conceptualize these findings and results of my earlier research. Using the concept of onomastic literacy has proved to be fruitful in reaching the mentalities of the people and local communities studied.

Onomastic literacy means the knowledge and skills the parents of a child need to interpret the local naming culture and communal norms of naming. Parents had to be familiar with the traditions of the family and the locality to be able to choose a ‘suitable’ name. In this respect, names functioned as cultural symbols connected with identities and kin networks.

Honouring the ancestors

Universally, the most common social norm governing the choice of names has consisted in giving a baby a name handed down within the family, mainly the name of a grandparent. Giving the name of a living relative would have detracted from this person’s good fortune as it correspondingly added to that of the younger namesake. And especially in the case of grandparents, it may have been thought that the blessing and luck received by the oldest members of the family would in this way be transferred to the newborn baby. For example, in Finland in the olden days, it was said that a child would turn out like his or her namesake.

There would seem to have been many kinds of religious and social functions attached to the choice of names of ancestors besides honouring them. For example, namesakes might have been thought to hold certain responsibilities towards each other when both, for example a grandparent and a grandchild, lived in a certain community at the same time. It was perhaps possible to perceive in the child family traits or a resemblance to a forebear, after whom the parents then might wish to name him or her. Behind this way of thinking can be perceived an ancient Finno-Ugric belief about the soul, according to which a child who receives an ancestor’s name also inherits his or her persona or soul.

This then was the case when a child was named after a dead relative. The child was in this way symbolically connected to the earlier bearer of the name. It was believed that when for example the first-born boy in the family was given his grandfather’s name, the latter would in some way continue his life in the new member of the family. Even though the belief had spread into Scandinavia in the pre-Christian era, it continued to exert an influence later. It has been assumed in earlier research that in Finland, too, the relics of such naming traditions can be perceived right up to the twentieth century.

Inherited first names in the Finnish rural families

The above-mentioned conceptions of the early modern beliefs and mentalities that regulated naming, were based on oral memory accounts that were mainly used as a source in ethnological research rather than on the systematic empirical use of written documents as sources of historical research. However, with the help of extensive collective biographical databases, for example, and by utilizing the genealogical method, it is possible to examine to what extent traditional beliefs any longer influenced naming practices from the seventeenth to the twentieth centuries and were realized in it in practice.

In all ages an inherited family name has played an important part in the shaping of a person’s identity. Particularly in the pre-modern age, a personal name also made rural people a part of a family community and defined their place in it. In the agrarian society of former times, the traditions of the family were respected. The networks between relatives also formed an economic and social safety net on which a person could rely. Inherited names were also associated with a feeling of the continuity of the family and traditions. That is why it was important to name a child after his or her grandparents or parents because in the name-givers’ world view it bound a child and his or her future into the enduring immaterial heritage of the family.

The practices of naming did not change sharply in the shift from the early modern to the modern period, and many interacting cultural layers from different periods continued to influence naming practices in an essential way. The relics of ancient practices and beliefs were preserved to some extent right up to the twentieth century. A more exact analysis of local naming practices using a variety of document sources and collective biographical databases shows that, regarding inherited names at least, the modernization of naming practices took place slowly. They were affected not only by the local living conditions of the community but also by the complex and asynchronous effects of the modernization of society.

Recycling the names

Family traditions, being grandmother’s or grandfather’s namesake, or having name of a valued member of the family community, were signs that name-givers, i.e. usually parents of the children being culturally ‘literate’ and honouring the elder generations in Finnish rural local communities. This created sustainability and good reputation of the first names of the forefathers and -mothers, as they were inherited from generation to generation. 

Onomastic sustainability has been important for the development of social traditions, values, identities and intergenerational relations. Local naming traditions change slowly and may influence naming practices of several generations. Active reusing the names keeps the cultural heritage alive.

See also:

Nytt nummer av NoSo om namn och genus!

Under 2024 väntas flera nummer av vår framgångsrika Nordisk tidskrift för socioonomastik / Nordic Journal of Socio-Onomastics – helt Open Access! Först ute är ett temanummer med gästredaktören Jane Pilcher under temat Conventions and creativity? Names in the (re)construction of gender. Här bidrar fem artikelförfattare med aktuella perspektiv på hur förnamn, efternamn och namnbyten bidrar till förhandling av genusnormer. Utöver studier från Danmark, Finland och Norge finns också exempel från Storbritannien samt Australien, Irland och Kanada. 

Volymen inleds med en introduktion av sociolog Jane Pilcher som ger en teoretisk kontext till ämnet. Därefter följer Anna-Maija Castréns artikel ‘The family fight is on!’ Finnish mixed-sex couples, humour and alternatives to patrilineal surnaming. Line Førre Grønstad har bidragit med artikeln Tradition and gender: Norwegian men’s surnames och Katrine Kehlet Bechsgaard med artikeln ‘Our family came to be with this name ‘Family identity and gender roles in surname choices. Artikeln Name changing and gender: An analysis of name changes made in the United Kingdom via enrolled deed polls, 1998–2019 är samförfattad av Jane Pilcher, Hannah Deakin-Smith, Emilia Aldrin och Hanh Thi My Nguyen. Volymen avslutas med Julia Sinclair-Palms artikel Names as a trans technology: Exploring the naming practices of trans youth in Australia, Ireland and Canada.

Trevlig sommarläsning!

hälsar NoSo-redaktionen genom Emilia Aldrin

Fra Havkrog til Jensen

– en kuriøs navneforandring fra 1905

Af Martin Sejer Danielsen

Indledning

I en artikel om navneforandringer foretaget i 1905 på øen Samsø  i Kattegat omtalte jeg et særligt navneskifte: Clemen Jørgen Havkrog skiftede med navnebevis udstedt af Samsøs birkedommer den 30. december 1905 navn til Clemen Jørgen Jensen. Det fremgår af navneforandringsprotokollen fra Samsø Birk (side 97), ligesom det blev føjet til Clemens fødsels- og dåbsoptegnelse i kirkebogen fra Samsøs Nordby Sogn.

Det juridiske grundlag for navneforandringen var loven af 1. april 1905 – en lov jeg også tidligere har omtalt i denne blog. Her skriver jeg blandt andet om hvordan loven egentlig var en tillægslov til navneforandringsloven af 22. april 1904, og fortsætter: “I sin relative enkelthed gav [tillægs]loven mulighed for at man inden nytåret 1905-06 gratis kunne ansøge den lokale politimester om at tage et tilnavn som slægtsnavn hvis man i de sidste 20 år havde været alment kendt under tilnavnet og i øvrigt selv anerkendte sig det.”

1800-tallets navnelovgivning havde utilsigtet medført at den støt stigende befolkning bar de samme efternavne; især patronymer såsom Jensen, Nielsen, Hansen med videre toppede listerne.

Mens ånden i navnelovgivningen i 1904-05 egentlig var at skabe en større variation i slægtsnavnene i Danmark, medførte lovens bogstav at Clemen i 1905 kunne få lov til officielt at erstatte det mere ualmindelige slægtsnavn Havkrog med noget så almindeligt som Jensen. Navnet Jensen var op gennem det 19. og 20. århundrede det mest almindelige efternavn i Danmark. Først i 2016 overhaledes det af patronymet Nielsen.

Hvad hed Clemen sådan rigtigt?

Man skal ikke beskæftige sig længe med slægtsforskning og anden personalhistorisk forskning før man opdager at en persons navn ikke gengives på samme måde på tværs af de historiske kilder. Eksemplet med Clemen viser til fulde hvad jeg mener.

Ved fødsels- og dåbsoptegnelsen fra 1836-37 i kontraministerialbogen (kirkebogen) fra Nordby Sogn, skrives hans navn Clemmen Jørgen Haukrog. Samme staveform går igen ved hans konfirmation i 1851. I 1865, hvor han blev gift i Besser Kirke, staves hans navn Clemmen Jørgen Havkrog, altså med -v- i stedet for -u- i slægtsnavnet Havkrog. Så langt vidner kirkebøgerne kun om en lille stavevariation i slægtsnavnet. Folketællingerne (FT) derimod vidner om en større variation, her opsat i kronologisk rækkefølge:

  • FT 1840 Clemmen Jørgen Jensen
  • FT 1845  Clemmen Jørgen Haukrog
  • FT 1850  Clemmen Jørgen Haukrog
  • FT 1855  Clemmen Jørgen Jensen
  • FT 1860  Clemmen Jørgen Jensen
  • FT 1870  Clemen Jørgen Jensen
  • FT 1880  Clemmen Jørgen Jensen
  • FT 1890  Clemen Jørgen Jensen
  • FT 1901  Klemmen Jørgen Jensen                           
  • FT 1906  Klemmen Jørgen Jensen

Allerede i 1840 hvor Clemen er fire år gammel, optegnes han altså med efternavnet Jensen og ikke Havkrog; faktisk optegnes han i eksemplerne ovenfor kun med navnet Haukrog i 1845 og 1850. Bemærk her at Clemen altså først i 1905 officielt tog navneforandring fra Havkrog til Jensen som ellers står anført som hans efternavn gennem hele anden halvdel af 1800-tallet og i 1901.

Det er værd at fremhæve at Clemen på et tidspunkt inden for årene 1850-1855 flyttede hjemmefra, og derfor har han i folketællingerne fra og med 1855 sandsynligvis selv meddelt sit navn da folketællingen fandt sted. Ved folketællingerne 1840, 1845 og 1850 var Clemen hjemmeboende, og det har i praksis nok været forældrene, sikkert Clemens far og husstandens overhoved, der meddelte hvad familiens medlemmer hed.

Uanset hvordan navnene helt lavpraktisk blev optegnet i folketællingerne, blev Clemen i de fleste tilfælde opført med det Jensen han, jævnfør navneforandringen i 1905, selv opfattede som sit efternavn.

Clemen var jo ‘søn af Jens’

Efternavnet Havkrog var for Clemen sandsynligvis bare et navn han var blevet tillagt ved dåben. Clemens storebror fik allerede det særlige slægtsnavn da han i Nordby Sogn døbtes Morten Jørgen Haukrog i 1829, så da Clemen døbtes i 1837, fik han samme slægtsnavn. Således er brødrenes slægtsnavn Havkrog måske snarere et produkt af præstens forsøg på at leve op til ånden i dåbsforordningen i 1828 om at tillægge nyfødte børn faste slægtsnavne, noget som netop præsten i Nordby Sogn på Samsø fremhæves for at gøre, jævnfør side 65 og 118 i værket Dansk Navneskik fra 1899.

Men Havkrog har som slægtsnavn sikkert været fremmed for Clemen. Hans far hed Jens Clemmensen, stedvis benævnt Jens Rysser, og Clemens mor hed Ane Jørgensdatter. Når Clemen kaldte sig Jensen, er det altså et primærpatronym, det vil sige fars fornavn Jens efterfulgt at -(s)en ‘søn’. Clemen konstaterede altså at han var ‘søn af Jens’. Man kan altså formode at navnet Jensen har været en langt mere personlig og identitetsbærende konstatering for Clemen end det for ham upersonlige Havkrog.

Skal Simon Spies Plads omnavngives?

af Line Sandst

Sommeren 2022 blev der vist en dokumentar på national, dansk TV om stifteren af rejseselskabet Spies Rejser. Simon Spies, som stifteren hed, introducerede danskerne til billige charterrejser, blev rig og anvendte pengene til at leve et flamboyant liv med luksusvillaer, rejser, alkohol og unge kvinder.

Spies’ ekstravagante liv blev ofte skildret i medierne op igennem 1960’erne, men ingen stillede sig tilsyneladende kritiske ved relationen mellem de unge kvinder og Simon Spies, selvom der åbenlyst var tale om seksuelle forbindelser mellem en midaldrende mand og meget unge kvinder. Men i dokumentaren fra i sommer fortalte nogle af disse kvinder deres side af historien. De fortalte om, at de blev betalt for at give seksuelle ydelser, at de fortrød, men ikke kunne slippe væk, og at Spies også var voldelig imod dem. Kvinderne var typisk sårbare, og de var typisk under 18 år.

Manden bag navnet

Spies var en erhvervsmand med betydning for nyere dansk historie. Derfor har han også fået opkaldt en plads efter sig i Helsingør, hvor han voksede op. Men i kølvandet på sommerens problematisering af hans livsstil, foreslog lokalpolitikere i byrådet i Helsingør, at Simon Spies Pladsskulle omdøbes. Eller at gadeskiltet i mindste fald skulle udvides med en navneforklarende tekst ”hvor det fremgår, at Simon Spies ændrede danskernes rejsevaner, men også udnyttede unge kvinder” (Referat af 26. september 2022).

De nye, kritiske oplysninger, der bevægede sig i den danske mediedebat, førte altså til, at dem, der havde beføjelse til navngivning og -ændring på urbant plan, begyndte at overveje, om de nye oplysninger skulle have konsekvenser for gadenavnelandskabet. Sagen om Simon Spies Plads er endnu ikke afsluttet.

Ny identitetspolitisk tendens

Sagen illustrerer en tendens, som vi ser flere og flere eksempler på. For to år siden blev der smidt en byste af Frederik den 5 i vandet, som en aktion der skulle gøre opmærksom på dansk kolonial fortid. I kølvandet heraf startede en offentlig mediedebat om gaderne opkaldt efter danske slavehandlere skulle omnavngives.

Stemmerne der talte for nye navne, påpegede det forkerte ved at hædre de mennesker, der har foretaget moralsk forkastelige gerninger, mens stemmerne der talte imod nye navne, påpegede at slavehandlen, og at dem der forestod den, er en del af danmarkshistorien og som sådan ikke bør skrives ud.

Også omnavngivning i forbindelse med verserende storpolitiske situationer er blevet foreslået, som da Rusland invaderede Ukraine, og den danske politiker Jakob Ellemann-Jensen derefter foreslog, at gaden hvor den russiske ambassade ligger i København skulle omnavngives til Ukrainevej.

Dansk identitet med gaderne som kampplads

Hverken gaderne opkaldt efter de danske slavehandlere, eller vejen, hvor den russiske ambassade ligger i København, er blevet omnavngivet. Men debatterne viser, at politiske beslutningstagere og meningsdannere anskuer gadenavne som et identitetspolitisk sted med symbolkraft til at vise, hvad dansk politik og identitet er. Samtidigt belyser debatterne, at hvem der skriver den historie, ikke er helt så enkelt endda. For der er både vægtige stemmer og argumenter for og imod omnavngivningerne.

Men det er heller ikke så enkelt at omnavngive en gade, som man muligvis skulle tro. Der er fx økonomiske hensyn at drage, når nye skilte skal laves og sættes op og navneændringen skal gennemføres konsekvent i administrationen. Men navneændringer er også vanskelige for de mennesker, der bor på vejen, dem der skal besøge stedet og for postvæsnet.

Når først et navn har fæstnet sig til et sted, er det denne konvention der læres af sprogbrugeren, og navnet bliver synonymt med stedet og kan derfor være svært at glemme igen, bare fordi ’nogle andre’ beslutter, at stedet pludselig skal hedde noget andet. I praksis sker der også kun meget få omnavngivninger af gader og pladser, netop af ovennævnte hensyn.

Man kan derfor undre sig over, hvorfor diskussionerne om omnavngivning dukker op, når det både er dyrt, besværligt og meget sjældent sker i praksis. Man kan spørge sig selv, om navne overhovedet er vigtige, for de ændrer vel ikke noget – eller gør de? Jeg anskuer diskussionerne om omnavngivning som beviser på stednavnenes betydning, kulturelt og menneskeligt. Hvis stednavne var ligegyldige, hvorfor skulle vi så diskutere dem? Dertil fortæller mediedebatterne om omnavngivningerne noget om den samtid, vi befinder os i lige nu.

Da Simon Spies fik navngivet en plads efter sig i Helsingør, meldte historien ikke noget om misbrug af og overgreb på unge kvinder. I dag står vi et andet sted i historien, vi har en anden viden og kan kigge tilbage med et andet blik, og herfra kan vi drage konklusioner om moralsk forkastelige handlinger som slavehandel og overgreb på kvinder. Og spørgsmålet er så, hvordan vi som nation forholder os til det.

Diskussionerne om omnavngivninger kan dermed tages som et varsel om, eller symptom på, en forhandling af dansk identitet, som lige nu verserer i Danmark, og som nogle gange udspiller sig med navne på gader og pladser som kampplads.