En af mine egne forfædre blev født den 12. september 1851 i landsbyen Alsbjerg i Torslev Sogn, Øster Han Herred, i det nordlige Jylland. Optegnelsen om hans fødsel står som forventet optegnet i kirkebogen der kan findes i arkivet fra Torslev Sogn hos Rigsarkivet. Han blev døbt med navnet Niels Christian Nielsen.
Men under hans navn læser man et interessant notat: “Fik 1905 30. Decbr. Navnebevis af Han Herreds Kontor på Navnet Niels Kristian Johansen”. Mere står der ikke om dén sag i kirkebogen.
Navneskifter findes på denne måde noteret i kirkebøgernes fødselslister, og sådan en note afføder hurtigt spørgsmålet: Hvor finder jeg mere om denne sag?
Det betyder kort fortalt at materialet ligger underordnet de administrative enheder, institutioner med videre der har skabt arkiverne, og man må benytte de søgemidler som arkivskaberen i sin tid selv ville have benyttet for at finde ind til oplysningerne. Derfor bliver man nødt til at sætte sig ind i dansk administrationshistorie.
Den primære personregistrering i Danmark har i århundreder været en opgave der lå hos sognepræsterne (med undtagelse af Sønderjylland siden 1874). Notaterne om de store livsbegivenheder, inklusive fødsler, ægteskaber og dødsfald, kan derfor findes i kirkebøgerne der naturligvis skal søges i arkiverne fra de mere end 2000 sogne, præsteembeder og anerkendte trossamfund der har eksisteret.
Kirkebøgerne er derfor også en af slægtsforskerens vigtigste kilder. Somme tider er en begivenhed kun omtalt her, andre gange kan man finde oplysninger om en given sag eller begivenhed flere steder. Dette gælder ikke mindst navneforandringer.
Navneforandring ved navnebevis
Læser vi os ind på administrationshistorien om navneskifte, hvilket historiker og arkivar Karl Peder Pedersen så udmærket har gennemgået i artiklen ”Navnet det er stadig Jensen”, kan vi bedre forstå notatet om min forfader i kirkebogen fra Torslev Sogn.
I maj 1903 indførtes en nemmere og billigere måde at skifte slægtsnavn; en praksis der i lidt anderledes form blev til en egentlig navneforandringslov i 1904. Lovens detaljer vil jeg dog udelade her. Det væsentlige for den nysgerrige slægtsforsker der leder efter flere oplysninger i sagen, er Pedersens redegørelse for at sagsbehandlingen blandt andet blev lagt ud til herredsfogederne (på landet) og byfogederne (i købstæderne).
Så længe et ønsket slægtsnavn ikke var optaget på en af to lister over beskyttede slægtsnavne, og i øvrigt fulgte nogle generelle krav, kunne fogederne selv godkende et navneskifte og udstede et navnebevis. I herreds- og fogedarkiverne kan man derfor finde materiale om navneforandringer, særligt i den såkaldte navneforandringsprotokol. Dele af en navneforandringsprotokol fra Horns Herredsfoged-Frederikshavns Byfoged findes faktisk skannet, så her kan man få et overblik over hvad en sådan protokol kan indeholde.
Når vi derimod finder optegnelsen om navneskiftet i kirkebogen, er det faktisk et skridt længere ude i sagsbehandlingen: Navneskiftet skulle nemlig meddeles de “relevante kirkebogs-, lægdsrulle- og strafferegisterførere”, som Karl Peder Pedersen skriver i ovennævnte artikel. Derfor finder vi også et notat om navneskiftet i kirkebogen som tilføjelse til ansøgerens fødselsregistrering.
Navneforandringsprotokollen
Med navneforandringsprotokollen fra Øster og Vester Han Herredsfoged foran mig slog det mig allerførst at langt størstedelen af de optegnede navnebeviser i protokollen er udarbejdet den 30. december 1905 – nøjagtig samme dag som min forfaders navnebevis. Årsagen skal nok søges i at der faktisk var en del ventetid fra loven i 1904 blev udarbejdet til det blev praktisk muligt for fogederne at træffe afgørelsen. Først skulle Justitsministeriet have udarbejdet de føromtalte to lister over beskyttede slægtsnavne.
Ifølge Karl Peder Pedersen var det derfor reelt først fra 1906 at navneskifterne kunne bevilges i henhold til loven. Noget tyder dog på at man allerede op til nytårsskiftet i 1905 var blevet klar til at træffe afgørelserne på de ansøgninger der sikkert havde ophobet sig gennem en længere periode.
Udsnit af side 52 i navneforandringsprotokollen fra Øster og Vester Han Herredsfoged, Rigsarkivet. Klik på billedet for at se hele siden. Foto: Martin Sejer Danielsen.
På side 52 i protokollen (se billedet) fandt jeg endelig optegnelsen om Niels Kristian Nielsens navneskifte til Niels Kristian Johansen. Desværre stod der ikke egentlig optegnet noget om årsagen til navneskiftet. Dog bemærker man at faderens navn var Niels Johansen Nielsen – det vidste vi dog allerede fra kirkebogen. Valget af det lidt sjældnere patronym Johansen frem for det lang mere almindelige Nielsen har altså været oplagt.
Forskningsperspektiver – et socioonomastisk perspektiv
Ingen har mig bekendt gennemgået disse navneforandringsprotokoller systematisk. De indeholder dog åbenlyse socioonomastiske perspektiver. På trods af at den enkelte optegnelse ikke nødvendigvis giver tydelige oplysninger om ansøgerens motivation til at ønske navneskifte, eller giver en årsag til hvorfor lige netop dét navn blev valgt til, ville en systematisk gennemgang af listerne helt sikkert kunne bidrage til at afsløre tendenser.
Den systematiske gennemgang kunne passende suppleres med mere kvalitative studier der tager udgangspunkt i slægtsforskning. Som eksemplet ovenfor viste, er navneskiftet fra Nielsen til Johansen ikke grebet ud af den blå luft – navnet var del af familien.
Hertil kan navneskiftet foregå på flere andre måder end gennemgået i dette blogindlæg. I min optik fortjener det historiske navneskifte langt mere opmærksomhed i onomastikken end det hidtil har modtaget. Og der ligger en masse kildemateriale der bare venter på at blive hevet frem fra gemmerne.
Hvad er lyst egentlig? Mange ting, faktisk. Lyst kan være alt fra en trang til noget eller et ønske om noget, til at være udtryk for glæde eller fornøjelse om noget. Og endelig kan lyst betegne et begær – gerne et seksuelt et af slagsen.
Lyst forekommer også som efterled i stednavne – gerne i stednavne som angiver bebyggelser i bynære omgivelser eller i opbyggede områder. Efterleddet –lyst omtales ofte som en ung stednavnetype, men helt ungt er det dog ikke. I Danmark og Norge kendes de allerede fra 1700-tallet.
Marienlyst
I Strømsø i det sydlige Norge ligger lystgården Marienlyst. Den er nu en del af Drammens museum. Lystgården har haft dette navn siden 1809, da købmand og skibsreder Hans Mallings købte gården i 1809 og opkaldte den efter hustruen Elisabeth Marie Tidemand.
Lystgården Marienlyst i Strømsø, Norge, er et typisk eksempel på tidlig brug af efterleddet –lyst i stednavne – det bedre borgerskabs lystsejendomme. Foto af Jan-Tore Egge (CC BY-SA 4.0)
Marienlyst er ikke gårdens ældste navn. Da den blev anlagt på midten af 1700-tallet, fik den navnet Weyersfryd efter krigsråd og krigskommisar Hans Thomas Weyer, der opførte lystgården. Senere fik den så navnet Tøndersfryd, nu efter den nye ejer byborger og justitsråd Hans Henrik Tønder.
Som det kan ses af navnet Marienlyst, og ejerkredsen, var navne på –lyst populære blandt samfundets øverste lag. Det var dem som havde råd til at anlægge fritidsanlæg og boliger helt for fornøjelsens skyld – til deres glæde og fornøjelse, som er en af betydningerne af ordet lyst. Og det er den i betydning vi ser de ældste forekomster af navnet.
Navne på –lyst i Norge i 1800-tallet
I den norske matrikel fra 1838, er der registreret 26 stednavne med efterleddet lyst, og 80% af dem indeholder personnavne, i hovedsagen fornavne. Navnene er det bedre bogerskabs navne – Anna, Catherine, Christian, Margrethe, Marie, Sørine og Valentin – modelleret efter datidens dansk-norske mode. Nogle af af stednavnene har tilmed ‑en‑ som fuge mellem forled og efterled, et træk som oprindeligt stammer fra tysk. Som det ses på udbredelseskortet, ligger de ældste eksempler altid i bynære omgivelser. Så det var kultiverede, urbane folks navne, det her!
I den senere matrikel fra 1886, er antallet af lyst-stednavne steget til 69. Stadig dominerer personnavne, men udgør nu kun knapt halvdelen af alle navne – i stedet er to andre kategorier – navne hvis forled beskriver naturen, så som skoven og havet, eller hvis forled omhandler abstrakter, fx ’frihed’, ’sommer’ og ’venskab’ – omtrent lige så hyppige. Disse to kategorier udgør hver omtrent en fjerdedel af alle eksemplerne i denne matrikel.
1900-tallets lyst-navne
Især i den naturbeskrivende kategori, anes en ny anvendelse af stednavneelementet, der bliver ganske mere udbredt i det 20. århundrede – demokratisering af fritid og frihed. Fra at have været noget forbeholdt det bedre borgerskab, bliver fritidsbeskæftigelser noget for hele folket, især efter de store arbejderreformer i første halvdel af 1900-tallet. I matrikeludkastet fra 1950, er der nu godt 750 stednavne på –lyst, altså 30 gange så mange navne som i matriklen lidt over hundrede år tidligere! Nu udgør personnavne kun ca 15% af alle lyst-stednavne, hvorimod naturbetegnende stednavne udgør halvdelen og abstrakter godt en tredjedel. I stedet for personer, hyldes nu glæden ved fredsommelighed, frihed, idræt, sol og sommer i forleddene – og ikke mindst glæden ved havet. Faktisk er Sjølyst navnet på over 40% af stednavnene.
Hytten Sjølyst på en holm i Rokosjøen i Løten kommune, Norge, er et typisk eksempel på den nyere brug af stednavne på –lyst som navn på fritidsejendomme. Foto af Olaf Benningstad (CC pdm).
Stadig populært i det 21. århundrede
Til det nuværende århundrede, er antallet af norske stednavne på –lyst igen næsten fordoblet til over 1454. Samme tendens er, at fokus flyttes fra at ære personer til at udtrykke glæde over naturen, frihed, ferie og fritidsbeskæftigelser. Kun 8% af lyst-stednavne i matriklen af 2010 har personnavne som forled, hvorimod hele 82% beskriver naturen og 10% abstrakter. Igen er Sjølyst den helt store topscorer med 971 eksempler – 66% af alle stednavne!!
Det vi ser i denne udvikling er ganske interessant. Som fritid bliver mere alment tilgængelig for alle, og ikke kun forbeholdt de få, skifter navngivningsfokusset. Fra at give udtryk for at man har opnået noget i livet og ønsker at det skal give lykke og velstand for familien, betyder demokratiseringen af fritid at mennesket ikke længere er det vigtigste navngivningsmotiv, det er derimod det der giver glæde – naturen, sol, sommer og fritid. Samtidig sker der en kraftig stereotypisering af navnetypen til få, højfrekvente former, som ovennævnte Sjølyst samt Sollyst og Sommerlyst, der tilsammen udgør henved 1200 af stednavnene. Det er som om kreaviteten i navnedannelsen forsvinder samtidig med navnetypens mangfoldiggørelse.
Samtidig flytter stednavne på –lyst også ud fra byerne og ud i Fritidsnorge, ud i skoven, op i fjeldet – og ikke mindst ud til havet. På oversigtskortet, kan vi se den gradvise udflytning fra de større byer til oplandet, for til sidst at brede sig ud over hele kystnorge. Samtidig går navnetypen fra at betegne lystgårde nær urbaniserede strøg til at betegne rene fritidsanlæg, gerne hytter af beskeden standard til weekend- og feriebrug.
Kort over norske stednavne på –lyst fra matriklerne i 1838 og 2010. Bemærk at –lyst 1838 (gule cirkler) stort set altid findes i nærheden af købstæder (store blå cirkler). 170 år senere er stednavnetypen udbredt i hele Norge (sorte prikker). Især er koncentrationen høj i kyststrøg (rød skravering). Illustration af Peder Gammeltoft.
Navnetypen lyst bliver allemandseje i det 20. århundrede, og går samtidig fra at være centreret om de successrige og deres personkredse til at afspejle folkets glæde over fritiden og deres udfoldelser i naturen.
– Se det er en rigtig fortælling at fordøje medens vi nyder havudsigten og friheden. Jeg håber du får lyst til at læse mere om navne!
Sociale variationer i personnavne blandt gårdmænd og husmænd i 1600-tallets Danmark
af Johnny G. G. Jakobsen
Når jeg i en eller anden faglig sammenhæng har siddet og pløjet mig igennem lister af navne på personer fra de bredere lag af samfundet op gennem historien, så har det slået mig, at de mere specielle navne som oftest findes i særlige sociale grupper. Hvis man f.eks. ved gennemgang af en dansk kirkebog fra 1700-tallet støder på et navn, der afviger fra de mest gængse, så viser det sig ofte ved en nærmere læsning, at forældrene tilhører en anden stand end bondestanden. At eksempelvis præste- og forpagterfamilier gav deres børn andre navne end bondefamilierne er måske ikke så overraskende, men i mange tilfælde har jeg også bemærket en tilsyneladende højere navnekreativitet i de ældre tiders husmandsstand.
En matrikelliste fra Merløse Herred 1688
Så da jeg i mit arbejde med stednavne i Merløse Herred på Sjælland fik fingre i en komplet navneliste på alle gårdmænd og husmænd i herredet ved Matriklen 1688, tænkte jeg, at det kunne være en kærkommen lejlighed til at afprøve min fornemmelse på et konkret og statistisk nogenlunde holdbart materiale. I listen optræder i alt 923 mandsnavne på personer, der i 1688 har haft en ejendom med jord i et af herredets 19 sogne. 728 af disse (79 %) havde stand af ’gårdmænd’, mens de resterende 195 (21 %) var benævnt som ’husmænd’.
Socialt stod gårdmandsstanden højere end husmandsstanden, idet gårdmandsfamilien som hovedregel kunne ernære sig alene ved indtægterne fra deres gård, mens husmændene kun havde et mindre jordtilliggende, hvis indtægt måtte suppleres med håndværk eller arbejde på gårdene eller godserne. Det sociale skel de to grupper imellem var gennemgående ret tydeligt, således at man normalt giftede sig inden for sin egen stand. Som en underklasse i husmandsstanden hørte også de ’jordløse husmænd’, der slet ingen jord havde at opdyrke, men de er ikke medtaget i matrikuleringen og indgår derfor ikke i undersøgelsen.
Top 10 for personnavne blandt bønder og husmænd i Merløse Herred 1688
De 10 hyppigste fornavne blandt bønder i Merløse Herred 1688
De 10 hyppigste fornavne blandt husmænd i Merløse Herred 1688
1. Peder (98)
1. Jens (24)
2. Niels (88)
2. Christen (23)
3. Jens (80)
3. Peder (20)
4. Laurids/Lars (66)
4. Laurids/Lars (17)
5. Hans (60)
4. Hans (17)
6. Christen (46)
6. Niels (16)
7. Oluf (43)
7. Anders (8)
8. Anders (36)
7. Søren (8)
8. Søren (36)
9. Mads (6)
10. Rasmus (27)
10. Rasmus (6)
De ti mest frekvente fornavne blandt gårdmænd og husmænd i Merløse Herred ved Matriklen 1688. Tallene i parentes angiver det faktisk antal.
En optælling af Top 10-lister over de hyppigste navne blandt gårdmænd og husmænd i Merløse Herred anno 1688 viser, at det i vidt omfang er de samme navne, der optræder på de to lister. Men rækkefølgen er langt fra ens. Mens Peder er klart det hyppigste navn blandt herredets bønder, er det nede på en 3. plads blandt husmændene. Omvendt er Jens på førstepladsen blandt husmændene og nr. 3 blandt gårdmændene. Det skal indrømmes at forskellene i antal ikke er stort blandt nr. 1-3 og nr. 4-6 blandt husmandsnavnene, men det er ikke desto mindre interessant at notere sig, at hvor f.eks. Niels er rangeret som nr. 2 i gårdmandsklassen, er navnet helt nede på en 6. plads hos husmændene. Omvendt er Christen det næsthyppigste navn blandt herredets husmænd, men blot nr. 6 hos gårdmændene.
Specielle gårdmands- og husmandsnavne i Merløse Herred
En sammenligning af de to Top 10-lister indikerer således nok nogen indbyrdes variation i navnepræferencen de to sociale grupper imellem, men viser ellers ikke nogen helt specielle navne forbeholdt den ene eller den anden gruppe. For at iagttage sådanne må vi længere ned af listerne. Eftersom gruppen af gårdmænd i undersøgelsen er mere end tre gange så stor som husmandsgruppen, kan det statistisk ikke undre, at adskillige navne nederst på listen kun optræder med belæg blandt bondestanden. De mest markante forskelle med overvægt blandt gårdmændene er Thomas (6 bønder, 0 husmænd) og Jesper (7 bønder, 1 husmand). Mere interessant er det, at en del navne kun optræder blandt husmændene, selvom denne gruppe er antalsmæssigt markant mindre: Det gælder således navnene Gabriel, Johan, Jonas, Mattis, Nicolai, Olle og Thor.
Et sidste forhold, som jeg her vil bemærke, er, at også de forskellige variantformer af visse grundtyper af navne synes at variere socialgrupperne imellem. Mens der for både Jep og Jeppe er en markant overvægt blandt gårdmændene (henholdsvis 6 og 7 gårdmænd mod 1 og 2 husmænd), så er fordelingen langt mere ligelig i grundformen Jakob (4 gårdmænd, 3 husmænd). Så stødte man på en Jeppe og en Jakob i 1680’ernes Merløse Herred, så talte sandsynligheden altså for, at den førstnævnte var en bonde og den sidstnævnte en husmand.
I Ludvig Holbergs berømte komedie ’Jeppe på Bjerget’ fra 1722 er hovedpersonen Jeppe en fordrukken fæstebonde i en fiktiv sjællandsk landsby, hvor han lidt for ofte søger lindring for hverdagens plager hos den lokale, brændevinsudskænkende husmand, Jakob Skomager. ’Jeppe’ og ’Jakob’ er danske varianter af samme latinske grundform (Jacobus), og Holbergs valg af navne til henholdsvis fæstebonden og skomageren harmonerer faktisk helt med den socio-onomastiske varians, der eksisterede i samtidens Merløse Herred. Billedet, der viser Jakob til venstre og Jeppe til højre, stammer fra en opsætning på Det Kongelige Teater i 1918. Foto: ukendt fotograf, Wikimedia Commons
De videre perspektiver
Observationerne fra Merløse Herred bør ikke tages til indtægt for, at de fundne navnefrekvenser for gårdmænd og husmænd også gælder for resten af Danmark; tværtimod tyder flere undersøgelser på ganske betydelige regionale variationer i den overordnede personnavnebrug. Men mig bekendt har ingen hidtil undersøgt mulige sociale variationer inden for landbefolkningen i ét bestemt område i ældre tid som her. Nu skal man selvfølgelig vare sig for at udlede alt for meget af et talmateriale på knap 1.000 personer, hvor fordelingerne meget vel kunne være faldet anderledes ud i et naboherred, og især gruppen af husmandsnavne bør forøges, førend man for alvor kan udlede noget. Men jeg vil ikke desto mindre mene, at min mavefornemmelse for eksistensen af nogle socio-onomastiske variationer de to samfundsgrupper imellem er blevet bekræftet tilstrækkeligt til, at jeg vil fortsætte den slags personnavnerelaterede afstikkere fra mit stednavnemæssige hovedvirke. Næste gang måske ved at sammenligne de to rurale grupper med navne på borgere og håndværkere i den ved herredet beliggende købstad Holbæk. Fremtiden må vise, hvad der kan komme ud af det.
Den 21 november 1487 inleddes en rättegång vid rådhusrätten i Stockholm med anledning av en ung kvinnas död. Det är kanske den mest omfattande brottsutredning som har bevarats från det medeltida Sverige. Rättegångsreferaten täcker sidorna 235–239 i det andra bandet av utgåvan av Stockholms stads tänkeböcker. Som jämförelse är handlingarna från ett mer normalt ärende införda omedelbart efteråt: ”Samma dag erkände Henrik Henriksson att han slog ihjäl färjekarlen vid Stäket. För det dömdes han till svärd. I from åminnelse.”
Efter flera förhör erkänner kvinnans husmor sig skyldig till misshandel med dödlig utgång. I förhandlingarna omtalas ett trettiotal personer: aristokrater, borgerskap, tjänstefolk och en bonde med sin son. Handlingarna blir därför ett tacksamt material för en betraktelse över tidens personnamnskick. Den tryckta texten och ett referat av händelserna är tillgängliga på webbplatsen Stockholmskällan. Här under finns en lista på de omtalade och på deras omtalsfraser.
Eva spinner. Detalj av senmedeltida kalkmålning från Häverö kyrka i Uppland. Foto: Lennart Karlsson. Från Historiska museets webbplats.
Mickel Raukas hustrus piga och hennes närmaste omgivning
Det mest uppseendeväckande är att den mördade kvinnan aldrig namnges, trots den detaljerade framställningen. Från samtidens perspektiv var hennes namn tydligen oviktigt; hennes roll som piga i borgaren Mickel Raukas hus var det väsentliga. Hon kallas bara pigan med olika tillfälliga bestämningar, bl.a. ”den arma, döda pigan”. En annan av Mickel Raukas hustrus pigor presenteras i egenskap av vittne med namnet Marta. Vi får också reda på vad den mördade pigans far heter: Per Diekn från Pemars socken i sydvästra Finland. Hans identitet var viktig, eftersom han som närmast anhörig var den som skulle uppbära mansbot. Fadern bär ett av de vanligare binamnen i det medeltida Sverige (fornsvenskt Diækn, vilket kan tyda på skrivkunnighet). Att han omtalas med en svensk namnfras, trots att hans modersmål sannolikt är finska, är väntat; det är snarare regel än undantag att finska namnformer inte slår igenom i skrift.
Pigans husmor har det typiska omtalssättet för en stadgad borgerska. Det märkliga hustru Dorathea Michel Raukes, med hustrutitel och mannens namn i genitiv, är vanligt i stadsböckerna. Hon omtalas även flera gånger som ”Mickel Raukas hustru” och dylikt, och blir alltså i första hand identifierad i förhållande till sin man. Ett av vittnena är kanske borgaränka: Birgitta Swens i Mickel Raukas gård, där Swens troligen syftar på Birgittas make. Hon omtalas utan hustrutitel, vilket kan tyda på rätt låg status. Birgitta har en inneboende i sitt hus, den säkerligen ogifta Kaderin Arffuidz dotther.
Borgare
Den största gruppen i framställningen är borgare. De omtalas vanligen med förnamn och med ytterligare ett element, som har efternamnsliknande funktion: ett tillnamn, ett patronymikon eller en yrkesbeteckning (Erick Praal, Hinrik Ericsson, Benct bältare). Den sociala statusen för borgare som saknar yrkesbeteckning får anses vara känd av omgivningen; status framgår oftast inte av omtalssättet. Ibland anges eller antyds att det rör sig om en rådman (Anders Suensson kemmeneren respektive erlig man Erich Gislasson), medan i andra fall rangen lämnas omarkerad (Peder Skytte). Att en man är hantverksmästare visas vanligen med en yrkesbeteckning. Däremot förekommer normalt ingen yrkesbeteckning för köpmän; ett undantag är Claues Screddere mercator, där upplysningen att han är köpman är tillfogad för att visa att han inte är skräddare.
Ett särskilt namnskick tillämpas för bårdskärare (”kirurger”), som vanligen omtalas med titel och förnamn: mester Lodwijck. Omtalet av en av borgarna, Lasse, som har varit med och synat den döda pigan, bryter det prydliga mönstret. Det bör handla om en för skrivaren relativt okänd person. Han identifieras informellt men effektivt efter sin företrädare i äktenskapet: ”Lasse, som fick Pinnow-Heikes hustru”. Vi kanske har en liknande identifikationsstrategi i Mickel Rauka själv, som kanske i själva verket är gift med den ursprunglige Raukas dotter. En ”Mickel Raukamåg” är omtalad 1477, och det ligger nära till hands att anta att den personen är identisk med Mickel Rauka.
Livshjulet, målning av Albrekt målare (Albertus Pictor) i Härkeberga kyrka, Uppland. Foto: Sören Hallgren, Nordiska museet. Från digitaltmuseum.se. (Albrekt målare och Mickel Raukas piga var samtida med varandra i den lilla staden Stockholm.)
Fru Ingeborg och annat frälse
Märkligt nog tar flera riksråd aktiv del i rättegången. Här kan vi iaktta den strikta skillnaden mellan riddare, med ständigt utsatt herretitel, och väpnare, som trots sin ställning som riksråd får nöja sig med lösa bestämningar som ”ärliga och välbördiga män” eller ”väpnare”, och som ibland blir helt utan rangbeteckning. Talande är att ställningen som riksråd inte omtalas på något sätt, utan förutsätts vara känd. Med motsatt tendens omtalas riksföreståndaren Sten Sture som ”vår herre och hövitsman”.
En man som uppträder som borgensman för hustru Dorotea är Mats Lytke. Hans sköldebrev från 1483 är bevarat, och han borde alltså höra till frälset, men detta tycks inte ha påverkat vare sig hans verksamhet som borgare och köpman eller hans omtalssätt. Även en av rikets förnämsta kvinnor omtalas, när hon ber om nåd för hustru Dorotea, den danske riddaren Åke Axelssons dotter och riksföreståndarens hustru ”fru Ingeborg herr Sten Stures”. Vi kan ana att stadsboksgenren är mycket snål med att skriva ut patronymika för kvinnor, oavsett status. Särskilt gäller detta gifta kvinnor, som ju mycket ofta identifieras i förhållande till sina män.
Jöns i Söderby och hans son
Nyckelroller i förhandlingarna intas av bonden Jöns och hans son. Jöns presenteras först som Jöns i Söderby, vilket säkert var precist nog för omgivningen. När riksråden är med i rätten höjs dock formalitetsgraden, och han skrivs Jöns Persson j Söderby pa Mwnsöön. Han omtalas även som bonden och som ”förskrivne bonde Jöns i Söderby”. Jöns son presenteras omständligt som ”Jöns Perssons son i Söderby i Munsö, hetandes Peder Jönsson”. Senare kallas han även pilten.
Avslutning
Den som har orkat läsa så här långt håller nog med mig om att omtalssättet för de uppträdande i målet mot Mickel Raukas hustru har betydande social relevans. Från namnforskningens synpunkt är det intressant att studera hur namn samverkar med andra språkliga enheter för att identifiera individer och tilldela sociala positioner.
Den text som vi har undersökt är betydligt mer avslöjande än flertalet moderna texter, trots, eller delvis tack vare, att vissa särdrag är förbryllande. Varför lyfts vissa förhållanden fram medan andra är helt omarkerade? Delvis kan det nog förklaras med texternas perspektiv, skrivna som de är med utgångspunkt i en manlig, borgerlig elit. I grund och botten levde man också i så små samhälleliga förhållanden att stora luckor i hur omtalssättet återspeglade den samhälleliga strukturen inte innebar några större kommunikativa problem.
Stadsböckernas värld ter sig säkert mycket främmande för de flesta av oss. Stora steg mot dagens verklighet tas under 1600-talet, då bl.a. en sorts revolution i omtalssätt genomförs i Sverige, med införande av släktnamn och nya titlar. Några exempel från 1700-talets början är ”landshövdingen högvälborne baron Olof Törnflycht”, ”grevinnan högvälborna fru Christina Lewenhaupt”, ”handelsman Mats Fagerholm”, ”hattstofferareänkan hustru Eva Margareta Schröder”, ”drängen Eric Malmsten”,”Hushållerskan Maria Berling”. Ett nytt samhälle manifesteras i nya omtalssätt. Ännu en revolution inträffar som bekant under 1900-talet, med en drastisk reducering av bruket av titlar och även av efternamn. Vad säger det om dagens svenska och kanske även nordiska samhälle och självbild? Är vi jämlika, individualistiska och kanske en smula infantila?
De omtalade:
Pigan, omtalad som: pigan (preciserat med bl.a. ”den piga som han förde hit in i staden”, ”den döda pigan”, ”den sjuka pigan”, ”den döda pigan, som låg framför Huvendals port, som hade tjänat Mickel Rauka”, ”den arma (fatiga) döda pigan”). Pigans far: Per Diekn i Pemars socken.
Mickel Raukas hus, omtalat som: Michel Raukes hwss, Michel Raukes gardh. Dorotea, omtalad som: ”Mickel och hans hustru”; Michel Raukes hwstru; hustru Dorathea Michel Raukes; hustru Dorathe. Mickel Rauka, omtalad som: Michel Raucka; Mickel; ”bonden själv” (i egenskap av borgensman för sig själv).
Vittnen till händelseförloppet: RådmannenPeder Skytte:Peder Skytte. Jöns i Söderby, omtalad som: Jöns i Söderby (och hans lege quinno); Jöns Persson j Söderby pa Mwnsöön; Jöns; bonden; ”förskrivne bonde Jöns i Söderby”. Hans son: JönsPerssonssön j Söderby j Mwnszöö, hetendes Peder Jönsson; pilten. Birgitta: ”BirgittaSwens som bor i Mickel Raukas gård”. Hennes hyresgäst: ”hennes huskvinna, som hette KaderinArffuidzdotther”; Kaderin. Pigan Marta: ”en piga som hette Marta, som också hade tjänat Mickel Raukas hustru med den döda pigan”; ”samma piga”; Martha.
Syningsmän: rådmannen och kämnären Anders Svensson: AndhersSuenssonkemmeneren. Köpmannen Jakob Månsson: Jacop Mansson. Köpmannen Klas Skräddare: Claues Screddere mercator. Grytgjutaren Karl: Karl gritegiwtere. Bårdskäraren Ludvig : mester Lodwijck. Lasse: Lasse, Pynnow Heyke vxor fich.
Borgensmän: Köpmannen Henrik Eriksson: Hinrik Ericsson. Köpmannen Jöns Andersson: JenisAndersson. Köpmannen Erik Prål: ErickPraal. Köpmannen Anders Schulte: AndhersSculte. Köpmannen Olof Lång: OleffLangh. Köpmannen Hemming Olsson: HemminghOlsson. Köpmannen och f.d. rådmannen Per Olsson:PedherOlsson. Köpmannen och frälsemannen Mats Lytke: MattisLytke. Sadelmakaren Bengt: Benctbeltere.
I rätten: Borgmästaren:borgamesteren. Riksråden: ”i ärliga ok välbördiga herrar och mäns närvaro, herr Ture Turesson, herr Ivar Gren, herr Erik Ottesson, riddare, Arvid Trolle och Bengt Åkesson, väpnare. – herThwreTwresson; herTwre. herYwer Gren. herErickOtsson. ArffuitTrolle; Arffuit. BencktAkasson. Rådmannen Erik Gislason: erlig man Erich Gislasson. Riksrådet och väpnaren Per Ragnvaldsson: PedherRagwalsson.
Högre instans: Sten Sture: ”vår herre och hövitsman”.
Anmärkningar: Jöns i Söderbys ”legokvinna” representerar ännu ett sätt att omtala kvinnligt tjänstefolk. Angivelsen ”köpman” är i ett par fall något osäker men mycket sannolik. – Flera av de inblandade personerna är upptagna i Sveriges medeltida personnamn (som har kommit fram till Iøsse). Se om syskonen Ingeborg Åkesdotter och Bengt Åkesson under Ingeborgh 1464 respektive Benedikt 1471 och om den obarmhärtiga husmodern under Dorothea 1487. En preliminär digital version av SMP finns här.
Litteratur
Kousgård Sørensen, John, 1985: Hustrunavne. I: Regional och social variation i nordiskt personnamnsskick. (NORNA-rapporter 29.)
Leibring, Katharina, 2011: Karin, Kirstin och Per Månssons svära – det tidiga 1600-talets kvinnonamn och namnfraser i Sverige. I: Studia anthroponymica Scandinavica 29.
Nedrelid, Gudlaug, 2009: Titlar og tilnamn i Heimskringla. I: Namn og nemne 26.
Peterson, Lena, 1983: Personnamn/personbeteckningar i några fornsvenska källor. Försök till indelning och beskrivning. I: Personnamnsterminologi. (NORNA-rapporter 23.)
Pettersen, Egil, 1981: Personnavn i Vest-Norge 1450–1550. Oslo.
Ryman, Lennart, 2009: Designations of origin in 15th-century Stockholm. I: Names in multi-lingual, multi- cultural and multi-ethnic contact. Proceedings of the 23rd International Congress of Onomastic Sciences. Toronto.
— 2015: Namnfrasvariation och sociala gränser i det senmedeltida Stockholm. I: Navne og skel – Skellet mellem navne. (NORNA-rapporter 91:1.)
— 2016 Nya attribut – nya namn. Namnfraser ca 1500 och ca 1700 – en jämförelse. I: Studia anthroponymica Scandinavica 33 (2015).
— 2018. Occupational designations in late medieval Stockholm. I: Namen und Berufe. Leipzig. (Onomastica Lipsiensia 13.)
Sundström. Agneta, 2004: Mæster Sigga hustrv, hustrv Birgitta Midakers och hustrv Elin i Sæby. Olika sätt att benämna kvinnor i Arboga stads tänkebok. I: Namn. Hyllningsskrift till Eva Brylla den 1 mars 2004. (Namn och samhälle 15.)
Wahlberg, Mats, 1999: Uppsalaborgare på 1600-talet. I: Runor och namn. Hyllningsskrift till Lena Peterson den 27 januari 1999. Uppsala. (Namn och samhälle 10.)
