Today, 25 February 2022, the day after Russia launched massive invasion of Ukraine, it is immensely difficult to think about anything else or engage in any other activity than following live broadcasts, news and analyses of all sorts and checking up on Ukrainian friends and their families. Official media channels in Sweden (and the rest of Europe) and Russia present strikingly different narratives about the war, so different that I sometimes wonder if they are describing the same chain of events.
The flow of audio and visual information I digested these past two days contains lots of place-names; there are maps of Ukraine with all the major cities marked, mentions of the journalists’ or interview persons’ whereabouts as well as lists of air strikes targets and casualties. The name use across the two mediaverses, the Swedish/European and the Russian one, differs as well; in the West, the official Ukrainian names in transliterated form are preferred in most cases, Lviv (Львів), Kharkiv (Харків), Kyiv (Київ) and Ivano-Frankivsk (Івано-Франківськ), while Russian media make use of Russian equivalents Львов (Lvov), Харькoв (Kharkov), Киев (Kiev) and Ивaно-Франковск (Ivano-Frankovsk). In Sweden, there are however exceptions: those Russian names that have a long tradition in the Swedish language such as for instance Kiev, Odessa and Tjernobyl are used alongside transliterations of Ukrainian names (1). What is the status of the names scientifically and politically?
Exonyms and endonyms
The situation of one place bearing multiple names is generally very common and definitely a rule rather than exception in language contact areas. Historically prominent places tend to have multiple parallel names, for instance, Vienna, Vienne, Vena, Wiedeń, Víden, Villaco etc. used to refer to the capital of Austria, Wien, in different European languages. A typical explanation for such parallelism is that names are usually loaned in adapted form, for instance, due to pronunciation difficulties. In other words, when loaned, the name undergoes changes in accordance with the rules of the recipient language system. Moreover, the adaptations in question can be based both on the oral and written forms of the name, the English Warsaw for Warszawa being an example of the latter.
The names of geographical features in languages other than the official language(s) spoken in the area where the feature is situated are called exonyms (2). Among the examples listed in this section, Warsaw, Vienna, Vienne, Vena, Wiedeń, Víden, and Villaco qualify under the definition. The “opposite” of exonyms are called endonyms, defined as the names of places and other features in the official language of the area, for instance Wien in German and Warszawa in Polish.
The leading international body working for standardization of place-names worldwide, the United Nations’ Group of Experts on Geographical Names (UNGEGN), has issued a policy recommending the UN’s member states to promote the use of endonyms and minimize the use of exonyms internationally (2).
Endonyms in practice
In theory, it is a pretty straightforward recommendation. In practice, figuring out the status of the different names can give a slight headache. Most states are multilingual today and the languages spoken within their borders enjoy different rights.
In Finland, both the Finnish Helsinki and the Swedish Helsingfors are endonyms because both languages have an official status. Thus, both forms can be used internationally according to UNGEGN’s recommendation mentioned above. However, the Finnish endonym Helsinki is preferred in most international contexts.
Another typical complication concerns names in minority languages and indigenous languages. There is only one official language in Sweden, Swedish; however, there are no less than five minority languages in the country, Finnish, Sami, Romani, Yiddish, and Meänkieli. Moreover, place-names in Sami, Meänkieli, and Finnish are protected by the Swedish cultural heritage law and are to be included on road signs and maps in multilingual areas.
But what is the status of names in a minority language in the exonym vs. endonym debate? There has been a push to give the names in official minority languages an endonym status (3: 21, footnote 4: “differing in its form from the name used in an official or well-established language of that area”), but the official UNGEGN definition in the Glossary of Terms for the Standardization of Geographical Names does not yet unambiguously accommodate such an interpretation (2).
According to the constitution, Ukrainian is the only official language of the sovereign state of Ukraine (4, article 10). Russian – alongside other non-specified minority languages – is guaranteed protection and free use. Historically, Ukraine was divided between Austria-Hungary and the Russian Empire; the imperialist fear of Ukrainian independence led to Russia prohibiting publication of Ukrainian in the latter half of the eighteenth century (5).
It is important to acknowledge that Ukraine was (and still is, although another palette of spoken languages is in place) a highly multicultural society where Polish, German, Romanian, Hungarian, Yiddish, Hebrew, Armenian etc. were spoken alongside Ukrainian and Russian. For this reason, there are many more historical names of Ukrainian cities to choose from. For instance, the city of Lviv – Lvov in Russian – used to be called Lemberg in German and is still referred to as Lwów in Polish (see the figure from the World Historical Gazetter).
Transition to Ukraine endonyms
So, Lviv or Lvov or both? The only conclusion to be drawn from the above is that transliterations of Ukrainian names should be used in other languages according to the aforementioned UN’s place-name policy recommendation. Lviv, then.
The Swedish language council Språkrådet still sees both the exonym Kiev and the Swedish transliteration of the Ukrainian name Kyjiv (the form Kyiv above is an English transliteration) as equivalents because a sudden change from the established name to a new one might complicate readers’ or listeners’ understanding. However, the recommendation is to adopt the Ukrainian transliteration “when the time is ripe” (1).
In the light of the current events when Russian bombs are falling all over Ukraine, the transition towards Ukrainian endonyms will most likely accelerate dramatically.
Revision proposed by a Joint Meeting on Geographical Names, Prague 2003, referred to in Raukko, Jarno, A linguistic classification of exonyms, in: Jordan, Peter, Milan Orožen Adamič & Paul Woodman (eds.) Exonyms and the International Standardisation of Geographical Names: Approaches towards the Resolution of an Apparent Contradiction (Wiener Osteuropa Studien, 2007).
The Icelandic place-name archive is currently being reorganized and registered into a database. The bulk of the collection dates from the 1940s to the 1980s. It consists of several categories or layers. Finished and edited place-name descriptions are the most accessible layer, where the toponomy appears as a part of a holistic landscape description which enables readers to travel through the landscape in their mind and get a fuller picture of the place names and their meanings in context.
A map of Fagurey, one of the islands of Breiðafjörður, W-Iceland. Photo: Birna Lárusdóttir.
Most of these complete descriptions are now accessible online at nafnid.is. Behind these descriptions lies a layer of data which remains largely unexplored but sheds light on the collection and how it was shaped. This layer consists of background data such as complete manuscripts, lists of names, letters from informants to the staff of the archive (earlier: The Icelandic Place-Name Institute), comments on existing descriptions and hand-drawn maps.
An example of files from one district, V-Eyjafjallahreppur, S-Iceland. Photo: Birna Lárusdóttir.
A recording from 1970
The archive contains many hidden gems which give a glimpse into the dynamics and the social context of both individual names and whole registers. A personal favorite is a conversation recorded in 1970 between three brothers who all grew up on the same farm, Hæll in Gnúpverjahreppur in the south of Iceland.
Hæll is a farm rich in family traditions, where many generations of the same family had lived before them. Their aim is to review an older place-name register, most likely from the 1920s, which had been written by an avid collector with no personal connection to their farm. One brother reads the text out loud, while the others provide an endless stream of commentary: Já, já-já, jú-jú, yes, I remember, I don’t think so, we didn’t really use that name, I would not describe it this way. Sometimes they pause to discuss individual names, locations, events, the time-depth of the text and even the people behind the names. Who could possibly have bestowed them? Why would someone mention a name they have never heard of? Who might the collector have interrogated at the time of the collection?
A page from the transcribed interview from 1970. Photo: Birna Lárusdóttir.
The brothers add a few missing names and sometimes speculate about whether they are appropriate or not for an official register. Among them are Harðlífi(‘Constipation’) for part of an irrigation ditch and Bunuvellir(‘Running Fields’), named by a boy who was fetching some cows with “the runs” (I.e., diarrhea). One brother rather dislikes a more innocent name, Miðhús (‘Midhouse’), which according to him is “such a young name that he can only just accept it.”
The name Mígandaskarð(‘Pisser’s Gully’) is also referred to as Smjörvörðuskarð(‘Butter Cairn Gully’) in the old register, to which they all vocally object. This sparks speculation on the collector’s source. After a short debate they agree that it must have been a worker at the farm named Eiríkur, who was known for having his own opinions on place names and was possibly trying to be polite in the case of Smjörvörðuskarð.
From recording to written register
In the above case the main facts of the relatively informal chat were combined into an updated version of the register a few years later by a staff member at the Place Name Institute. It mentions landscape changes and reasons for names falling out of use. Harðlífi is claimed to be rarely used, Bunuvellir is said to stem from a “minor incident” (not explaining the origin) and Miðhús is only mentioned in a footnote, apparently as a temporary name. Mígandaskarð is, however, stated to be the only correct version of the name according to the brothers.
This is a great example of how the place-name register can be a very dynamic document and how people think twice before publishing something officially.
Socio-onomastiske overvejelser i danske herregårdsnavne gennem tiderne (1)
af Johnny G.G. Jakobsen
I min forrige klumme (’Ishøjpalmen, Randerstypen og 2900’) gav jeg nogle eksempler på danske stednavne med særlige sociale konnotationer i nutiden. Denne gang vil jeg følge op på dette med et eksempel på, hvordan særlige medbetydninger også kan ledsage hele stednavnetyper.
De første onomastiske udskilninger af herregårdsnavne
Tilbage i middelalderen lå langt de fleste af Danmarks hovedgårde (eller ’herregårde’, som de typisk kaldes fra og med 1700-tallet) i landsbyer, som de længe delte navn med. Et eksempel på dette er Hørby (på Tuse Næs, Sjælland), der kendes som kombineret landsby og stormandssæde fra starten af 1300-tallet.
Men i løbet af 1400- og 1500-tallet synes der mange steder at være opstået et praktisk og/eller socialt oplevet behov for navnemæssigt at kunne skelne bebyggelser beboet af bønder fra bebyggelser beboet af samfundets overklasse. I eksemplet Hørby løste man dette ved, at hovedgården fra starten af 1400-tallet stadig oftere omtaltes som Hørbygård, til forskel fra landsbyen Hørby.
Nogle steder fortsatte de to bebyggelser og deres navne med at eksistere side om side, mens man andre steder med tiden lod landsbyerne nedlægge til fordel for hovedgårdens jordtilliggende; det sidste skete i Hørby.
‑holm og de andre herregårdsnavneendelser
Samtidig blev det fra slutningen af middelalderen almindeligt, at nye hovedgårde anlagdes for sig selv ude i landskabet, hvad enten dette nu skete af dyrkningspraktiske, socialprestigiøse eller forsvarsmæssige hensyn. Mens landsbyhovedgårdene som nævnt typisk bar samme slags navne som landsbyerne, eventuelt tilføjet ‑gård, så antog de enkeltliggende hovedgårde typisk en anderledes type navne med endelserne ‑holm, ‑borg og ‑vold.
I 1600-tallet vandt nye endelser frem blandt de foretrukne herregårdsnavnevalg, såsom ‑dal og ‑lund, hvortil senere navnemoder med ‑minde, ‑lyst og ‑gave især slog an i 1700-tallet. Mens de oprindeligt senmiddelalderlige hovedgårdsnavne på ‑holm (’jordareal omgivet af vand’), ‑borg (’befæstet bygning’) og ‑vold (’voldgravsanlæg’) ofte afspejler, at de tilknyttede bebyggelser vitterligt var befæstede af forsvarshensyn, så blev navnetyperne efterhånden så nært associeret med herregårde, at efter-middelalderlige herregårdsanlæggelser uden befæstninger og voldgrave uden problemer kunne antage samme endelsestyper.
På samme måde må man ofte lede forgæves efter de naturgeografiske sænkninger i landskabet, som vore mange herregårdsnavne på ‑dal ellers kunne stille forventninger om. Efter middelalderen synes den slags endelser i nye herregårdsnavne således at have en rent poetisk eller herregårdsromantisk betydning.
Herregårdsnavneændringer til –holm
Mens der kun kendes få danske eksempler på at landsbyer har skiftet navn, så har omtrent halvdelen af vore hoved-/herregårde ændret navn en eller flere gange. Og der er adskillige faste mønstre at notere sig i disse herregårdsnavneændringer.
Den absolutte topscorer blandt stednavneendelser, når et nyt navn blev tillagt en herregård, var ‑holm. Især i perioderne 1660-1690 og 1750-1800 skiftede rigtig mange danske herregårde navn, og i 25 % af tilfældene endte det nye navn på ‑holm. Præferencen for denne endelse var faktisk endnu mere udtalt i tiden før 1660, hvor ‑holm stod for mere end 60 % af de tilvalgte herregårdsnavne.
I den ældre periode foregik ændringen ofte ved, at endelsen ‑holm blev hægtet på et eksisterende navn, enten i dettes fulde oprindelige form (f.eks. Gunderslev > Gunderslevholm 1345; Rønnebæk > Rønnebæksholm 1455) eller gennem udskiftning af efterleddet (f.eks. Næsbygård > Næsbyholm 1575; Skullerupgård > Skullerupholm 1670).
Efter middelalderen blev det efterhånden mere moderne at kreere helt nye navne, typisk med personnavne fra den herregårdsejende familie i forleddet (f.eks. Skovkloster > Herlufsholm 1560; Paddeborg > Sparresholm 1610; Vedtoftegård > Brahesholm 1673).
Herregården Lungholm nær Rødby på Lolland udgør et klassisk eksempel på udviklingen i danske herregårdsnavne. I de ældste omtaler fra middelalderen var der tale om en hovedgård i landsbyen Olstrup, som stormandssædet delte navn med. Fra omkring midten af 1400-tallet begyndte hovedgården at distancere sig onomastisk fra de omkringliggende bøndergårde ved at antage navnet Olstrupgård. I 1639 blev den gamle hovedgård udvidet med jorderne fra en da nedlagt nabolandsby, Pugerup, og den derved opståede nye herregård fik navnet Lungholm, opkaldt efter ejeren Palle Rosenkrands’ hustru, Elisabeth Lunge. Tegningen, der er fra 1872 og udgivet i Trap Danmark (2. udgave), viser herregårdens nuværende hovedbygning, der er opført i midten af 1800-tallet. (Hentet fra Wikimedia Commons)
Herregårdsnavneændringer fra ‑rup
En absolut ’taber’ ved herregårdsnavneændringerne kan også udpeges. Mens rigtig mange nyoprettede herregårde i senmiddelalderen fik navne på ‑rup, synes denne navneendelse pludselig i mindre grad at have tiltalt adelen i århundrederne efter middelalderen.
Dette viser sig dels ved, at der efter 1600 næsten ingen nye herregårdsnavne opstod på -rup, samtidig med, at eksisterende herregårdsnavne på netop denne endelse (eventuelt tilføjet ‑gård eller sågar ‑holm) var særligt udsat for ændringer i 1600- og 1700-tallet.
Dette gælder f.eks. gode gamle ‑rup-herregårdsnavne som Vinderup †o.1600; Olstrupgård †1639; Torup †1664; Pårup †1672; Skomstrup †1673; Loverstrupgård †1674; Abrahamstrup †1677; Bonderup †1681; Hovedstrupgård †1681; Finstrup †1723; Sostrup †1725; Sørup †1743; Østrupgård †1754; Stenkelstrup †o.1760; Totterupholm †1789; Krenkerup †1815.
Det er selvsagt svært at gisne om, hvad motiveringen har været bag de mange fravalg af ‑rup-herregårdsnavne blandt disses adelige ejere for adskillige århundreder siden, men måske har de da hos visse kredse i adelen dels forekommet at lyde lidt vel ’bondske’ og usofistikerede, dels har de formentlig forekommet vældig gammeldags i en negativ forstand.
I 1800-tallet ændrede denne strømning sig fuldstændigt, nærmest i modsatgående retning. Dette vil blive emnet for mit næste socio-onomastiske blogindlæg.
Fredag den 14. januar 2022 lanceres Dansk Navneleksikon – et online leksikon som forklarer betydning, oprindelse og udbredelse af personnavne i Danmark. I den første udgave indeholder leksikonet ca. 3000 fornavne som er de hyppigste i befolkning og deres varianter. Det er planen at leksikonet skal forøges løbende i de kommende år både med flere fornavne og med efternavne.
Forsiden af Dansk Navneleksikon. Klik på billedet og gå på opdagelse i leksikonet
Baggrund
Dansk Navneleksikon er blev til nærmest på trods. På Arkiv for Navneforskning ved Københavns Universitet har vi gennem en længere årrække forsøgt at skaffe midler til leksikonet, men i konkurrencen om forskningsmidler, har vi endnu ikke haft succes. De få gange vi har fået en begrundelse for et afslag, har årsagen eksplicit være den at man mente sådan noget burde ligge inden for instituttets ordinære virksomhed.
Derfor bevilgede instituttet, helt ekstraordinært, at bekoste opstarten af projektet. Det har taget ca. 2 års arbejdstid at komme til det resultat som nu er publiceret i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Denne første udgave indeholder ca. 3000 opslag, det er redigeret i det gratis tilgængelige redigeringsværktøj Lexonomy og udgivet på det i Danmark velkendte ordbogssite ordnet.dk.
Korpus til Dansk Navneleksikons første udgave
Navnematerialet til leksikonets første udgave er hentet fra databasen Danskernes Navne med data fra 2005. Her tog vi udgangspunkt i de 1.000 hyppigste kvindenavne og de 1.000 hyppigste mandsnavne (løbenavne, dvs. forskellige stavemåder tælles særskilt), og i redigeringsprocessen har vi tilføjet relevante varianter af de 2000 navneformer. Desuden har det været nødvendigt at inkludere enkelte navne uden for korpus af hensyn til fuldstændigheden i navnenes stamtræer. Således indeholder leksikonet i sin første udgave lidt mere end 3000 opslag som repræsenterer de hyppigste fornavne blandt nutidens voksne danskere.
Leksikonets struktur
Leksikonet er nyskabende ved at navne som deler oprindelse, er forbundet gennem relationer. Derved beskrives navnenes indbydes sammenhæng, og sammenhængene bliver synlige for brugerne. Samtidig hjælper denne struktur med at forenkle redaktionsarbejdet fordi vi kan trække navneforklaringen fra et oprindelsesnavn (kaldet stamnavn) ind i opslag for navne afledt deraf.
Hvert enkelt opslag forsynes desuden med tags med oplysninger om egenskaber som for eksempel sproglig oprindelse, betydningskategori m.m. Ved at klikke på en egenskab føres man til en liste over alle navne i leksikonet med samme egenskab.
Forskningspotentiale i leksikonets indhold
De ovenfor nævnte stamnavne er øverst i leksikonets hierarki, og de øvrige opslags relationer viser tilbage til et stamnavn gennem et eller flere led. Hvert opslag kan kun have én relation og derfor findes en række homonyme opslag når der er tale om navne som har flere forskellige oprindelser.
På leksikonsitet kan findes en liste over samtlige stamnavne som giver en hurtig indgang hvis man vil studere en gruppe navne med fælles oprindelse. Det er især de kristne stamnavne, helgennavne og bibelske navne, som har mange relaterede navne, mens andre navne har færre, og nogle ingen.
Leksikonet har som nævnt ovenfor også en side med alle de anvendte egenskaber (= tags) i alfabetisk orden med oplistning af alle de navne som har den samme egenskab. De enkelte navne kan have flere genskaber og kan derfor optræde flere gange på siden. Denne liste kan danne udgangspunkt for undersøgelser af navne med de samme egenskaber.
Disse muligheder for at trække navnematerialer ud til videre undersøgelser kan bruges af mange, fx i grundskolen, på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser. Og naturligvis vil leksikonet også være et godt værktøj i navneforskning og andre forskningsdiscipliner som benytter navne.
Den socioonomastiske vinkel i sådanne undersøgelser kommer først rigtig til sin ret når vi en gang i fremtiden får knyttet statistik til leksikonet. Med den rette finansiering vil vi kunne koble et udtræk fra CPR til leksikonet og vise de enkelte navnes udbredelse geografisk i kortlægninger og over tid ved visning af udviklingen i grafer.
Leksikonet blev tilgængeliggjort i december 2021 og har derfor dette som udgivelsesår selvom lanceringsdagen var 14. januar 2022.
En artikel med uddybende beskrivelse af leksikonets baggrund, tekniske forhold, struktur og indhold er på vej i kongresrapporten fra den 17. nordiske navneforskerkongres (NORNA-rapporter 100) som forventes udgivet senere i 2022.
During 2021, the Nordic Socio-onomastics Network has continued its work and engaged in a number of activities. We have also grown during the year and now include 27 network participants from Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden.
In August, we attended the 27th International Congress of Onomastic Sciences and presented a paper (online due to the pandemic) describing the network and its goals, activities and outcomes, as an example of international collaboration with the aim of inspiring and supporting formation of further onomastic networks. This was a very successful event where we received positive feedback and support from international colleagues as well as an important possibility to discuss socio-onomastics from an even broader international perspective including the intersections between our Nordic and broader international arenas.
In summer 2021, the Nordic Journal of Socio-Onomastics, founded by members of the network, also appeared with its first volume NoSo 1-2021 presenting Nordic and international scientific work within the field and creating an important area for further interdisciplinary scientific development, exchange of ideas and critical discussions.
Furthermore, within the network, we have formed thematic groups that have now started working together in different ways that will be further described below and the website with its blog remains an important centre of the network.
The Thematic Groups in 2021
The network members work together in six thematic groups: Trends in Personal Names, What is a Name?, Minority and Multilingualism, Name and Nationalism, Digital landscape in the Nordic Countries, and Names in writing. Some take part in one thematic group, and some take part in a few thematic groups, that is a choice each member makes based on his or her interests.
As for all, the year was affected by the pandemic, and many researchers have had more tasks than usual. This of course means that some of the thematic groups are more active than others. However, everyone is used to participating in Zoom meetings by now, and this affects the group activities, so that meetings are held virtually and promising initiatives and collaboration ideas are discussed.
One group has started a digital data collection across several Nordic countries for collaborating on a publication; another group has written blog posts based on Danish, Norwegian and Swedish naming trends as a starting point for further studies. Others have gained an overview of the theme by writing a review of existing research; and others again have made reading groups for discussion of the most important literature. The work is promising and it is exciting what 2022 will bring.
The Network Blog in 2021
The variety of Nordic socio-onomastic research is on display on the network’s blog. A total of 25 blog posts were written between January and November in 2021, and almost every member of the network has contributed to the blog. Most of the blog posts are written in Nordic languages, while a few of the texts are in English.
In blog posts, both research results and preliminary ideas for current and future projects are presented. Various name categories, such as first names, surnames, traditional place names, street names, pet names, company names and names of bus and railway stops are discussed. The historical span of the material presented covers hundreds of years: from the Middle Ages until our times, and even taking a peek at the future.
In some of the texts, topical conferences and seminars are inspiringly presented. Socio-onomastics is of its very nature a versatile and multidisciplinary field of research. Besides this, it has a strong potential to carry a strong social relevance. For example, the questions of inclusion, equality and sustainability are apparent in reading the blog posts written in year 2021. Therefore, we as socio-onomasticians have a lot to offer for politicians and other decision-makers, and certainly to everyone interested in the interrelation between names and society!
Mange tænker på stednavne som noget traditionsbundet, som noget der rækker tilbage i tid. Men vi har faktisk også en masse stednavne som fornyer navnemassen. Det er stednavne som ikke siger noget om stedet, men om selve navngiveren – dennes ønsker, drømme og udsyn.
En ny boligtrend?
I takt med at flere og flere i Norge får egen bolig i det 20. århundrede, stiger også antallet af ’nyskabelser’ kraftigt. Navne som VistaAlegre, Fairview, Eldorado og Oakhill, vidner om et helt nyt udsyn, udadvendthed og interesse i det fremmede. Egentlig er der ikke noget nyskabende over dette – det er i alt fald ikke noget nyt i norsk stednavnetradition at opkalde efter fremmede og fiktive steder. Af sidstnævnte kategori har vi et Himmerike belagt ca. 1390 i Buskerud, og et Paradis i Telemark så tidligt som 1471. Denne slags opkaldelser er en tendens der bliver mere og mere almindelig fra slutingen af 1700-tallet, hvor blandt andet lyststeder fx blev navngivet Bellevue og lidt senere blev øerne Sumatra og Madeira opkaldt. Men fra det 20. århundrede tager denne innovation rigtigt fart i form af nationalromantiske navne som Breidablikk, Gimle og Glitre.
Figur 1. Luftfoto af Restaurant Bellevue i Bergen fra ca. 1935. Foto Widerøe’s Flyveselskap A/S. Billedsamlingen, Universitetet i Bergen, CC-BY. (Arkivreference: ubb-w-sh-0005002)
Hvad siger disse steder så om navngiverne? Det er naturligvis svært helt at vide uden at kende navngiverens motiv, men generelt handler det om at skabe en positiv stemning om stedet, i alt fald i de fleste tilfælde. I nogle tilfælde ses et tydeligt ironisk syn i stednavnet, der efter alt at dømme udspringer af andres holdninger til stedet. Ved at gå i Matrikkeltukastet av 1950, ser vi disse nyskabelser. Alle eksempler er herfra.
Den gode stemning
Et interessant aspekt ved disse stednavne, er at ideen om at det positive indtryk hænger sammen med at udtrykke sig på et andet sprog. Så der har tilsyneladende også ligget en signalværdi i et andetsprogsudtryk på navngivningstidspunktet. I dag er den altoverskyggende fremmede indflydelse engelsk, men faktisk udgør de kun knap halvdelen af materialet. Det er i stedet franske, spanske og portugisiske navne der er fremtrædende. Højdespringeren er klart det franske Bellevue – faktisk en tredjedel af hele materialet bærer dette navn. Navnet betyder ’den smukke udsigt’. Samme betydning går igen i navnene Belvedere og Boavista, fra portugisisk samt Bellavista fra spansk. Der er ikke noget som at nyde en god udsigt og have udsyn!
Figur 2. Oversigtsbillede over fremmesproglige stednavne der har ‘udsigt’ som betydningsområde. Cyan cirkler er navnetypen Bellevue, Blå firkanter er stednavne der indeholder spansk/portugisisk vista, og grønne trekanter er navne med elementet view fra engelsk. Illustration af Peder Gammeltoft.
Lykke og glæde er også værdige motiver i navngivningen. Navne som Le bonheur, Pleasantview og føromtalte Happyview er gode eksempler på dette, som vi også ser i det fra portugisisk hentede Vista Alegre. Men den gode følelse udtrykkes gerne mere subtilt i association til noget som anses som havende en iboende positivitet, som velduft i Rosenhill, Sunnyhill, Belmo(u)nt; natur, Birchwood, Deerhill, Oakhill, PineWood, Seaside og Woodhill, skønhed i Fairview og elskede familiemedlemmer i CharlesHill, Estherhill, Jennihill og Mariahill.
Det positive indtryk kommer også til syne i et narrativ som dykker ned i det man kan kalde nationssjælen. Norge er et bjergrigt, mytisk og serent landskab, så derfor er navngivningsmotiverne blandt andet hentet fra topografien, som i Mountain Hill, OseanVju, RockHill og Steinhill, RiverMount og Woodcliff, fra dyrelivet i BjørnHill, samt fra mytologiens Sagahill og roens Fredhill og Fridhill. Her ligger de hjemlige koncepter tilsyneladende så nært at dannelser på to sprog ikke er usædvanlige, som Fredhill, Sagahill og Steinhill er gode eksempler på.
Figur 3. Fremmedsproglige stednavne i Stavangers opland. Illustration af Peder Gammeltoft.
Udsyn og længsel
Fra slutningen af det 19. århundrede blev verden mere og mere tæt knyttet sammen ved hjælp af teknologiske landvindinger som telegrafen, telefonen og en blomstrende journalistisk dækning af begivenheder uden for landets grænser. Samtidig var tiden også præget af drømme om et bedre liv et andet sted. Norge var på det tidspunkt et relativt fattigt land og mange så mulighederne i den nye verden. Derfor blomstrer stednavne som Amerika, Kanada, Florida, Georgia, Kalifornien og endda Alaska og Baltimore op. Om navngiverne selv har oplevet disse steder, altså er hjemvendte amerikafarere, eller om det er deres drømmesteder de har navngivet, vides ikke. Begge scenarier er uden tvivl repræsenteret i materialet, især når vi også finder navne som Ny-York og Chicago. Begge steder havde betydelig norsk indvandring – faktisk var Chicago den by i verden med tredjeflest norske indbyggere, kun overgået af Oslo og Bergen. Udvandring til Sydamerika var langt mindre og af en anden karakter. Den nåede sit højdepunkt i 1920’erne og gik især til Argentina, hvilket vi også har givet afkast i de to navne Argentina og BuenosArics (fejlskrevet for Buenos Aires, rettet i senere matrikler).
Nogle få navne viser også et udsyn der bunder i litteraturen, men de er ikke særlig hyppige. Dels finder vi de klassiske middelhavslande repræsenteret i stednavne som Hellas og det småmytiske Arkadien, men også Roma og Venedig. Også fremtrædende lande lande i tiden, som Britannia, Frankrige og Schweiz, med hovedstæderne London og Paris finder en plads i navnematerialet. Beslægtet med disse er sikkert også navne der tilsyneladende hædrer norske indsatser på verdensplan. En god håndfuld steder hedder Nordpolen eller Sydpolen. Disse synes at være relateret til Fritjof Nansen og Roald Amundsens bedrifter i de arktiske områder i årene omkring år 1900. Der var god signalværdi i national stolthed.
Figur 4. Port Arthur i Trondheim, ca. 1910, Port Arthur er boligblokken øverst til venstre i billedet. Foto: Trondheim byarkiv, CC-BY. (Arkivreference: Tor.H47.B53.F26903).
Ironiens kolde blik
Samtidig med at verden kom nærmere, kom også verdens rædsler og uro ind i folks bevidsthed. Krige og uroligheder blev flittigt rapporteret i aviserne. Denne bevidsthed afspejler sig også i nogen grad i navnematerialet, enten i form af opkaldelse efter uroplagede steder eller pludseligt, planløst anlagte samfund. Denne tendens kender vi fra 1800-tallet, hvor man begyndte opkaldte afsidesliggende og ugæstfrie steder efter Sibirien og Napoleons eksil på St. Helena. Dette fortsætter op i det 20. århundrede med opkaldelser efter især det engelske imperiums problemområder: Afganistan (krige bl.a. i 1878-80 og 1919), Transvaal (fra Boerkrigen 1898-1902), men også Frankrigs Indokinaeventyr nævnt i navnet Bakindien (fransk-kinesiske krig 1884-85), minder om den russisk-japanske krig (1904-05) i Port Arthur (nu Lüshunkou i Kina), samt muligvis USA’s ekspansionisme gennem den spansk-amerikanske-kubansk-filipinske krig i 1898, med opkaldelsesnavnet Kuba, hvor mange af krigshandlingerne fandt sted. I et par tilfælde er også guldfeberens højborg, Klondike, opkaldt, sikkert omtalende et uroligt, uregerligt og ureguleret sted.
Figur 5. Stemningsbillede fra Klondike. Canadian National Archives, CC-0.
Disse navne er nok ikke oprindeligt givet af ejeren selv, men af navnebrugerskaren i det omgivende samfund. Dog må navnene så være faldet så meget i smag hos ejerne at de har registreret dem til deres ejendom og bolig. Denne type navne giver et interessant indblik i det psykiske samspil mellem navnebrugere, hvor et egentligt nedsættende stednavn tages op og adopteres af ejerene af stedet. Det viser lidt om folks fandenivoldskhed og evne til at gå på tværs af etablissementet.
Værd at studere?
Næsten alle de stednavne der er omtalt her, er navne på enkeltbebyggelser, villaer og huse i større eller mindre bysamfund. Altså gruppen af navne betinget af selvejerskab og gryende urbanisering. Og flertallet af disse navne er også at finde i områderne uden for de gamle købstæder. Men modsat urbaniseringens regelrethed i planlægning, og dermed også navngivning, er disse navne udtryk for modtagergruppens – beboerne i urbaniserede strøg – selvopfattelse. Og i disse navne finder vi alt fra drømme, planer om fremtiden, længsel efter det bedre og regelret normtrods. Dette studie giver kun løse pluk fra en enkelt kilde, Matrikkelutkastet av 1950, og analyserne er på ingen måde dybtgående. Men det er så absolut et område der fortjener mere opmærksomhed – for her kommer vi tæt på dem der navngav, og hvorfor de valgte de navne de gjorde.
by Peder Gammeltoft, Rikke Steenholt Olesen, Krister Vasshus & Alexandra Petrulevich
The Nordic Onomastics community gathered in Bergen, Norway, to celebrate the 100th birthday of the Norwegian Place-Name Archive. The two-day conference that took place on October 28–29 2021 explored a variety of topics including digitization of place-name collections and place-name databases, collection, preservation and standardization of place-names, etymological and socio-onomastic place-name research and more. Most importantly, however, the conference as a whole functioned as a large plenum discussion of the future of onomastic research in Norway and the other Nordic countries.
Highlights from the Conference Talks
The major themes of the conference were digitization of place-name collections, name collection and processing as well as standardization of place-names. The first keynote illuminated the challenges associated with digital reproduction of analogue archive structures in the early 1990s and encouraged creative thinking when it comes to place-name data models (A. Petrulevich). The completely new database for Norwegian place-names, Norske stedsnavn | Norske stadnamn, launched a few hours before the conference, was presented (P. Gammeltoft, see below for details). Likewise, the much desired digitization of Sámi place-name collection was the focus of K. Rautio Helander’s talk. Name collection and processing was illuminated in the talks on the church’s role in recording local place-names in Falckarp in Scania (O. Svensson) and a recent initiative to digitally record local place-names in Norway (C.-E. Ore). Challenges associated with current and historical regulations of place-name standardization and use as well as local inhabitants’ understanding of correct spelling of place-names in a national setting without formal legislation were discussed by T. Larsen and R. Steenholt Olesen respectively.
Etymological and socio-onomastic research on place-names as well as the future of onomastics in the Nordic countries were likewise central topics of the conference. The second keynote dealt with urban name use related to a shopping center in Helsinki, Finland, and the aspects of name use and variation in urban contexts (T. Ainiala). Political perspectives on place-name use—be it historical studies of street names or practices of standardization or mapping in the present-day or early modern context—were highlighted by O.-J. Johannesen, I. Nordland and S. Evemalm-Graham. Three talks were devoted to etymological questions concerning specific place-names or place-name types, e.g. names ending in –sete or prepositional place-names (B. Eggert, S. Mascetti, E. Heide). Finally, B. Helleland delved deep into the history of the Norwegian place-name archive; the future of the archive was deemed brighter than before since the preservation of the collection and archive research is now an institutional priority.
New Database of Norwegian Place-names
On the first day of the centenary conference, the new place-name resource, Norske stedsnavn | Norske stadnamn, was presented. Norske stadnamn | Norske stedsnavn is an open-data web-semantic database for searching, viewing and downloading place-name datasets of various kinds. The resource is structured in such a way that data are uploaded and made available dataset by dataset. For the sake of usability, each dataset may be added or omitted from the search and it is possible to search in several datasets at once.
The search is structured as a simple search, but with the possibility of filtering the search result according to the parameters shown in the table view.
It is possible to search also with wildcards, * (multiple characters) and ? (a single character), and a search like helleb?st* yields a result of 21 in four of the five current datasets chosen. Underlined place-names in the search result are linked to their source, either a book digitisation, such as RYGH (Norske Gaardnavne), the digital resource of the source, like the cadastre M1886 (Matrikkelen av 1886). Some datasets are based on digitised paper slip archives, like the BSN (Bustadnamnregisteret) and the scanned paper slip is available as an image, clickable on the little ‘iiif’ icon on the right. The point icon to the right indicates that the place-name has coordinates (see map view below) and the icon with a square with an arrow will take you to an additional resource related to the entry, for instance modern cadastral information. The far right symbol shows that the entry is available in RDF-format and clicking it shows which other information the entry is linked with.
The search result can also be shown as map results, either in the form of a cluster map or a regular point map. Each point appears as a pop-up on click and allows you to view and query its source data, as well as additional information—just like in the table view.
The resource will be continuously improved over the next few years. More datasets will be made available as they become ready, as will the search refined to include other types of searches. Data filtering and viewing will also be improved.
Future of Norwegian and Scandinavian Onomastics
Several thoughts and ideas on how to secure a future for name studies in Scandinavia were discussed during the conference. One of these thoughts was to increase interdisciplinary collaboration. This interdisciplinarity has long roots in Nordic onomastic tradition, as archaeologists and historians were also toponomysts in the early days of the discipline. Expanding the collaboration with other fields of research, such as sociology, anthropology, literary studies, geography, and economics (among others), in addition to strengthening the cooperation that already exists between toponomysts and archaeologists, historians and religious scholars, has several advantages. It will help our discipline develop methods and gain new knowledge, and it will show the relevance of onomastics for the broader academic world. To facilitate this, we should more actively invite scholars from other fields of research to workshops and seminars where we can bring our heads together and bring new ideas to the table.
Another way forward could be to tap further into the knowledge, hobbies and interests of the general public. Cooperation between hobby metal detectorists, archaeologists and toponomysts has resulted in new archaeological finds in Denmark, and will likely do the same if we made similar cooperation elsewhere. The continued recording of names in archives is an ongoing process in which we as name-scholars rely on contribution by the public. At the moment, at least in the current Norwegian solution, we need a better recruitment of volunteers. This could be done by promoting onomastics and crowd-sourced name projects in more technologically updated ways, for instance via social media and blogs as New trends in Nordic Socio-onomastics blog or Københavns gader.
Finally, there is no way for an academic discipline to survive if there is no teaching at academic institutions at both bachelor’s and master’s level. Courses in onomastics do lead to actual jobs with place-names or personal names at above all archives, mapping and cadastre authorities and language authorities in the Nordic countries. There is a need for onomastic competence and there is definitely a need for trained onomasticians to conduct onomastic research. Since some countries, most importantly here Norway, lack academic courses in onomastics altogether, we should be thinking outside the box and—through collaborations within NORNA and/or ICOS—possibly create a Nordic or international course on names for a broader range of students.
Da jeg holder af at spadsere igennem København, og samtidig gerne vil udforske gader og stræder, jeg ikke har megen kendskab til, fik jeg i foråret 2021 en tanke om at gå igennem alle byens gader i alfabetisk orden, fra Abel Cathrines Gade til Århus Plads. Derfra udsprang så en idé til et fritidsprojekt, hvor jeg anvender Instagram som en formidlingsplatform om navnene på Københavns gader efterhånden som jeg kommer igennem dem.
I maj kunne jeg præsentere den første gade, Abel Cathrines Gade, i det lystbetonede og nonprofiterende projekt, jeg har kaldt Københavns Gader (instagram: Koebenhavns_gader), og siden er fulgt mere end 100 opslag. Her vil jeg give en forklaring på projektets præmisser, præsentere to eksempler på opslag samt give et par betragtninger vedrørende navngivningsmotiver.
”Københavns gader” på Instagram
Det enkelte opslag i projektet udgøres af en redegørelse for gadenavnets alder og motivet bag navnet med en uddybende præsentation af den person, det sted, det begreb, eller hvad det måtte være, der danner motiv for det enkelte navn. Ofte suppleres dette med en kort beskrivelse af gadens historie, og når en gade indgår i en navnegruppe bestående af eksempelvis træbetegnelser, pigenavne eller forfattere, præsenteres dette.
Visuelt er hver post suppleret med tre billeder, hvoraf det første altid skildrer navnemotivet, for eksempel en historisk person, et erhverv, en plante, en lokalitet eller andet. Det tredje billede er altid et nutidigt billede af gaden, som jeg har taget på mine spadsereture. Der er derimod ingen fast form for det andet billede, som kan være et historisk kort, et ældre billede af gaden, der viser stedets udvikling, et ekstra billede af gaden i dag eller andet, der på forskellig vis forklarer gadenavnet eller gadens historie. Udover mine egne billeder anvendes fotografier, udsnit af kort eller andre illustrationer fra forskellige kilder såsom historiskatlas.dk, kbhbilleder.dk og wikimedia commons.
Som udgangspunkt vil projektet dække hele Indre By, Christianshavn, Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro samt dele af Holmen, Islands Brygge, Kongens Enghave, Valby, Grøndal og Nordvest. For at afgrænse projektet en smule er en del af de nyanlagte kvarterer i Nordhavnen, Sluseholmen og Teglholmen udeladt, ligesom stinavne i reglen ikke tages med. Et foreløbigt estimat viser, at projektet vil omfatte mere end 1500 gadenavne. Da projektet er rent lystbetonet, findes ingen tidsramme eller målsætning for projektets afslutning.
Til teksterne benytter jeg primært Bent Jørgensens opslagsværk “Storbyens Stednavne” fra 1999 suppleret med oplysninger fra leksika, hovedsageligt fra “Den Store Danske Encyklopædi” og ”Dansk Biografisk Leksikon” samt hjemmesider som hovedstadshistorie.dk og indenforvoldene.dk. Dertil benytter jeg en lang række specialiserede værker om eksempelvis forfattere, træsorter, erhverv med mere.
Motiver bag de københavnske gadenavne
De følgende betragtninger er dannet ud fra de første 110 gader, der er beskrevet på Instagram. Det drejer sig om gaderne fra Abel Cathrines Gade på Vesterbro til Bianco Lunos Allé på Frederiksberg. Grovinddeles disse gader efter deres navngivningsmotiver, fremstår det, at historiske personer i bred forstand danner grundlag for 50 gadenavne, hvorfor det er den største gruppe. Gruppen omfatter så forskellige personer som Absalon, Aksel Larsen, Appleby, Asta Nielsen, A.P. Bernstorff og Bertel Thorvaldsen.
Den næststørste gruppe udgøres af gader, der på forskellig vis er navngivet efter en lokalitet, enten i den umiddelbare nærhed af gaden, som det er tilfældet med Alhambravej (efter forlystelsesstedet Alhambra), Asylgade (efter et børneasyl), Bag Elefanterne (efter beliggenheden ved Elefantporten i Carlsberg Byen) og Banevolden (langs jernbaneterrænet mod Valby), eller efter hjemlige eller udenlandske stednavne som Arendal, Arkona, Arresø, Australien og Ballum. De resterende gader er navngivet efter flora, eksempelvis Abrikosvej (frugt), Askeskellet (træ) og Aurikelvej (blomst), efter sagn- og sagalitteratur, eksempelvis Baldersgade (nordisk gud) og Bergthorasgade (Njals saga), efter standsbetegnelser, såsom Arveprinsensvej, samt pigenavne, som for eksempel Beatevej.
Personer opkaldt i de københavnske gadenavne
Det er en tydelig tendens, at det hovedsageligt er mandspersoner, der har lagt navn til de københavnske gader. Den kønsmæssige fordeling af de opkaldte personer er ni kvinder og 41 mænd. Gadenavnene er dannet til både for- og efternavn, eksempelvis August Wimmers Vej, initialer og efternavn, såsom A.L. Drewsens Vej, efternavn alene, som Ahlmannsgade, eller fornavn alene, eksempelvis Antoinettevej.
Den sidste gruppe, hvor historiske personer er opkaldt alene med fornavn i gadenavne, vedrører tre kvinder, som har givet anledning til gadenavnene Amalievej, Ane Katrines Vej og Antoinettevej. Fælles for disse er, at de har familiære relationer til grundejere og udstykkere i de pågældende områder og derved har fået en gade opkaldt efter sig. Dette er også tilfældet for den eneste kvinde, der er navngivet alene med efternavn, nemlig Jensine Bentzon, der har lagt navn til Bentzonsvej (eksempel 1).
De øvrige kvinder, der er opkaldt i de hidtil præsenterede gadenavne, er forfatterne Agnes Henningsen og Amalie Skram, skuespillerne Asta Nielsen og Betty Nansen samt adelsdamen Abel Cathrine, der er opkaldt indirekte, da Abel Cathrines Gade har navn efter Abel Cathrines Stiftelse, der flyttedes til gaden ved dennes anlæggelse i 1886.
Eksempel 1: Bentzonsvej, Frederiksberg:
Gaden er navngivet omkring år 1897 efter Jensine Louise Wendelia Bentzon (1793-1869), som var hustru til områdets udstykker, proviantforvalter og justitsråd Stephan Peder Nyeland (1793-1875). Bentzon blev født i Vor Frue Sogn i København, men flyttede som barn til Gladsaxe, hvor faderen Jens Winther Bentzon (1743-1823) fra 1797 var sognepræst. I december 1824 blev Jensine Bentzon viet til Stephan Nyeland, der året før var blevet enkemand efter hustruen Ane Kirstine Langelands død i barselsseng. Bentzon flyttede ind til Nyeland i Proviantgården på Slotsholmen, og i 1837 overtog parret tillige en landejendom på Frederiksberg efter Nyelands første svigerfar, krigsråd Rasmus Langeland (1767-1837). Til ejendommen ved Falkoner Allé hørte en del jorder, som Nyeland på sine ældre dage udstykkede. Nogle af gaderne fik siden navn efter Nyeland selv (Nyelandsvej) og hans nære familie (Bentzonsvej og Langelandsvej). Oprindeligt strakte Bentzonsvej sig længere, men i 1914 overgik den sydlige del af gaden til navnet Sprogøvej.
Billederne: 1) Udsnit af fotografi af Jensine Bentzon. Der er egentlig tale om et dobbeltportræt af hende og ægtemanden Stephan Nyeland fremstillet af maleren Christian Hetsch (1830-1903), der var gift med Bentzons datter, Anne Kirstine Nyeland (1831-1905) (Frederiksberg Stadsarkiv, Kbhbilleder.dk). 2) Bentzonsvej set mod nord. 3) Bentzonsvej set mod syd fra hjørnet af Langelands Plads.
Blandt de opkaldte mænd findes flere politiske aktører, blandt andet Aksel Larsen, der i slutningen af 1950’erne stiftede Socialistisk Folkeparti (SF), og den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (begge opkaldte i pladser). Fra ældre tid kan nævnes udenrigsminister A.P. Bernstorff, der spillede en væsentlig rolle i forbindelse med løsningen af stavnsbåndet i 1788, og Nicolai Ahlmann, der som dansksindet sønderjyde blev politisk aktiv efter afståelsen af hertugdømmerne til Preussen efter nederlaget i 1864.
En anden væsentlig navnegruppe er videnskabsmænd, hvoraf her kan nævnes filolog Arni Magnusson, der særligt er kendt for sin indsamling af middelalderlige håndskrifter, neurolog og psykiatriprofessor August Wimmer samt veterinærprofessor Bernhard Bang, der havde stor betydning for dyrlægefaget og -kirurgien.
Kulturelle personligheder er også væsentlige navngivningsmotiver. Denne gruppe indeholder blandt andet maler Nicolai Abildgaard, forfatterne Aksel Sandemose og Jens Baggesen, skuespiller Axel Strøbye, balletmester August Bournonville, billedkunstner Bertel Thorvaldsen (eksempel 2) samt hjemlige komponister som Julius Bechgaard og Andreas Berggreen foruden internationale navne som Bellman og Beethoven.
Eksempel 2: Bertel Thorvaldsens Plads, Indre By:
Pladsen fik sit navn i år 2002, da området foran Thorvaldsens Museum blev omanlagt. Bertel Thorvaldsen (1770-1844) viste som barn et usædvanligt tegnetalent, hvorfor han allerede som 11-årig kom på Kunstakademiet, hvorfra han afsluttede sin uddannelse i 1793. Nogle år senere rejste Thorvaldsen til Rom, hvor han ankom den 8. marts 1797, hvilket han siden kaldte sin ”romerske fødselsdag”. I 1803 skabte han med skulpturen ”Jason med det gyldne skind” sit gennembrudsværk, og snart sikrede han sig stor anseelse i hele Europa. I de kommende år udførte han en række værker som eksempelvis et 35 meter langt relief af ”Alexander den Stores triumftog i Babylon” (1812), skulpturen ”Merkur som Argusdræber” (1818) og ”Døende løve” (1819), der blev udhugget i en klippevæg i Luzern, Schweiz. I 1819-20 var Thorvaldsen i Danmark, hvor han fik bestilling på den skulpturelle udsmykning af Københavns Vor Frue Kirke, hvilket blandt andet kom til at omfatte helfigurer af Kristus og apostlene (1821-24) og en knælende engel, der holder kirkens dåbsfad (1827-28). Herefter fortsatte Thorvaldsen sit arbejde i Rom, indtil han i 1838 vendte tilbage til Danmark. Han skænkede København sine værker i gips og marmor, sin malerisamling og andre ejendele, som endnu i dag kan beskues i museet, der bærer hans navn. Inden 2002 havde pladsen et noget anderledes udtryk, da det udgjordes af et mindre parkanlæg mellem Vindebrogade og den nu nedlagte Porthusgade, der løb langs Christiansborg mellem Stormbroen og Sankt Jørgens Gård.
Billederne: 1) Udsnit af portræt af Bertel Thorvaldsen fra 1814 udført af C.W. Eckersberg (1783-1853) (Statens Museum for Kunst, wikimedia commons). 2) Thorvaldsens “Merkur som Argusdræber” (1818). 3) Bertel Thorvaldsens Plads set fra sydvest mod Thorvaldsens Museum, der blev opført i årene 1839-48 efter tegninger af Gottlieb Bindesbøll (1800-56) som en ombygning, af den kongelige vogngård. Thorvaldsen ligger begravet i museets indre gård. I forgrunden ses Jørn Larsens (1926-2004) vandkunst fra 2002.
Ofte har personer, som er opkaldt i en gade, ejet ejendom eller jorder på den pågældende gade eller i den umiddelbare nærhed derfra. Det gør sig blandt andet gældende for politikeren Andreas Frederik Krieger og juristen Adolph Ludvig Drewsen, der boede overfor hinanden på den gade, der siden blev A.L. Drewsens Vej, og hvor parallelgaden fik navnet A.F. Kriegers Vej. Gader som Amicisvej (navngivet efter fyrværker Gaetano Amici), Allersgade (efter brændevinsbrænder Christian Hansen Aller) og Bianco Lunos Allé (efter bogtrykker Christian Peter Bianco Luno) er andre eksempler på gader navngivet efter denne model.
De personer, der har dannet motiv for gadenavnene, har generelt en højtstående social status, og da mange af de københavnske gadenavne er blevet dannet i slutningen af det 19. århundrede og i første halvdel af det 20. århundrede, kan det ikke undre, at mænd udgør en større andel. Politikere og embedsfolk var næsten udelukkende mænd, og også inden for videnskab og kultur havde kvinder mindre fremtrædende roller i datidens samfund, ligesom de jordejere, der udstykkede land, hvorpå veje blev anlagt, var mænd. Derfor er fordelingen af opkaldte mænd og kvinder i gadenavnene ikke nødvendigvis et udtryk for negligering af kvinder som navngivningsmotiv, men snarere et udtryk for datidens mere patriarkalske samfund. I dag synes fordelingen at være mere jævnbyrdig i forbindelse med indstiftelse af nye gadenavne, men det vil jeg tage op en anden gang.
Under coronapandemin har många arbetat hemifrån. Bristen på arbetskamrater har gjort att en del av oss nog har känt att det vore trevligt med ett sällskapsdjur (eller flera). Hundar, katter, kaniner och andra smådjur har köpts i tidigare oanade mängder. För något år sedan rådde det brist på valpar och kattungar men nu är situationen den omvända. För mattar och hussar som återgått till kontorsarbete har problemet med vem som ska ta hand om (den kanske inte längre lika gulliga) varelsen blivit akut. Det råder istället brist på hunddagis och alla institutioner för omplacering av djur har blivit överfulla. Så ser det ut i många länder idag och en viktig fråga för omplaceringshemmen blir då att nå ut till nya djurägare.
Katten Pelle. Foto: Katharina Leibring.
Från USA rapporteras om en ny trend för djurnamn på just omplaceringshem. Där finns nu så många djur att något extra för att marknadsföra enskilda individer måste till. Namnen – ju konstigare desto bättre – har visat sig vara en säljande faktor, inte minst för sådana djur vars utseende inte är originellt eller extra vackert. Annabel Aguiar skriver om detta i Washington Post 14/8 och visar där på olika trender: kändisnamn (som ödlan Adam Sandler), något som ju även tidigare varit ganska vanligt, särskilt om djuret har någon likhet med kändisen, men också namn på konkreta föremål (t.ex. Chainsaw och Lawnmower) tycks ge uppmärksamhet. Det bisarra lockar. Man kan också använda abstrakta begrepp som till marsvinet med namnet Constructive Criticism och kattungarna som fick heta Pomp och Circumstance.
Kaninerna Anton och Kiwi som kommer från omplaceringshem. Foto: Katharina Leibring.
Ser vi något liknande i Sverige? En sökning på ett femtontal omplaceringshem för hundar, katter eller smådjur visar inte samma tydliga tendens. Att katter får mer exotiska och ovanliga namn än hundar tycks dock gälla också här. Namnen Elián, Florencio, Giannina och Nickayla på en kattfamilj låter ju lite stiligare än Missan och Findus. Kattungarna John Deere och Ferguson lär ha hittats nära ett traktorgarage. Det är också så att fler övergivna katter än hundar kommer till djurhemmen och namnges där. För hundarnas del, som oftast inte är upphittade, presenteras de med de mer vanliga namn som de fått som valpar, t.ex. Ace, Nicko och Buster, och förstås populära flicknamn som Svea och Bonnie. Beträffande kaninerna så tycks de ofta få personnamn, både moderna och omoderna, eller namn som anspelar på deras utseende (Fluffis, Snöboll, Långöra). Om en kull föds i ett omplaceringshem får de ungarna gärna namn som hänger ihop, men detta är inte något nytt, utan så gör nog de flesta djurägare.
Den amerikanska trenden är alltså inte här ännu, men det finns fortfarande många djur som söker nya hem. Snart kanske den långnosade collien *Stellan Skarsgård eller det rufsiga virvelmarsvinet *Broccoli tittar på dig med snälla ögon och ber om att få bli din.
Noreg til skilnad frå dei fleste andre land har fastsett ei lov som regulerer offentleg bruk og normering av stadnamn. Lova blei iverksett 1.7.1991 og har fungert i vel tretti år. Noreg var det første landet som innførte denne typen lov, seinaret har andre følgt etter, t.d. Estland og Polen. Korfor fekk vi denne lova? Kva er formålet med lova? Korleis verkar lova i praksis – vi skal sjå på nokre eksempel. Og kva har vi oppnådd på desse 30 åra med offentleg namnerøkt?
Namnerøkt rundt omkring i verda
På nettsidene til UNGEGN finn vi eit kart som viser verda inndelt etter fargar for om landet har/ikkje har eit statleg organ med ansvar for språkplanlegging for offentleg bruk av stadnamn. Land med grøn farge har slike organ, land med raudaktig farge har ikkje det, og om landet er skravert med grå farge, er stoda utkjent.
Størstedelen av landa i verda er grønfarga – og det vil seie at det offentlege har rett og plikt til å regulere offentleg bruk og skrivemåte av stadnamn.
Korfor fekk Noreg ei stadnamnlov?
Før lov om stadnamn blei innført, hadde Noreg forskrifter eller føresegner som gav reglar for skrivemåten av stadnamn i offetleg bruk. Skrivemåten av stadnamn på offentlege kart skulle rette seg etter reglane i føresegnene, og den fastsette skrivemåten skulle nyttast av det offentlege, medrekna fylke og kommunar. Sidan reglane var gjevne i form føresegn og ikkje lov, tapte staten ei rettsak om skrivemåten av eit nedarva bruksnamn i 1961 (NOU 1983:6 Om stadnamn s. 50). Høgsterett peikte på at det var naudsynt med ei lov for å kunne fastsette skrivemåten av eit bruksnamn mot viljen til eigaren. Ein språkplanleggingskomité la i 1966 fram ein plan for ei stadnamnlov og offentleg stadnamnrøkt. Ingenting skjedde før vi fekk NOU 1983:6 Stadnamn. Sju nye år gjekk før stadnamnlova blei vedteken av Stortinget.
Formålet med lov om stadnamn?
Då lova først blei iverksett, hadde ho ikkje ein formålsparagraf, men i ein merknad til § 1 i den første lova, kommenterte Kulturdepartemenet at utkastet til lov som var lagt fram frå stadnamnutvalet i NOU 1983: 6 Stadnamn, hadde hatt ein formålsparagraf: «Formålet med denne lova er å ta vare på stadnamn som kulturminne og medverke til at namna skal utgjere eit einskapleg namneverk.» Departementet sa seg samd i denne formuleringa, men hadde ikkje funne det naudsynt å ta med formålsparagrafen i lovteksten. Dette skulle snart vise seg å vere ein viktig mangel ved lova.
Hovudregelen for normering av stadnamn skulle ta utgangspunkt i den nedarva lokale uttalen av namnet og følge gjeldande rettskrivingsprinsipp for norsk og samisk. Kvenske namn skulle følge gjeldande rettskrivingsprinsipp i finsk, men finske stadnamn på Austlandet kunne tilpassast norske rettskrivingsprinsipp. Det er neppe vanskeleg å sjå at normering med utgangspunkt i den nedarva lokale uttalen i bygd og by rundt omkring i landet lett kunne komme på kollisjonskurs med prinsippet om eit «einskapleg namneverk», og målet blei nokså fort utfasa.
Kulturdepartementet sette ned ei nemnd som skulle evaluere korleis arbeidet med lova fungerte. Evalueringsrapporten blei sendt ut på høyring, og på bakgrunn av dette arbeidet blei Ot.prop.nr. 42 (2004-2005)lagt fram for Stortinget.
Det blei vedteke endringar i lova i 2005, iverksette 1.8.2006, og no fekk lova ein formålsparagraf:
Formålet med denne lova er å ta vare på stadnamn som språklege kulturminne, gi dei ei skriftform som er praktisk, og som ikkje skyggjer for meiningsinnhaldet i namnet, og medverke til kjennskap til og aktiv bruk av namna (§ 1 første ledd).
Stadnamna skulle takast vare på som kulturminne, men målet om eit einskapleg namneverk var oppgjeve til fordel for ei praktisk skriftform, og ei skriftform som ikkje skulle skygge for meiningsinnhaldet i namnet.
I tillegg kom det med eit viktig andre ledd om at lova skulle sikre omsynet til norske, samiske og kvenske stadnamn i samsvar med nasjonalt lovverk og internasjonale avtalar og konvensjonar.
Seinare har lova blitt endra to gonger, i 2015 og 2019, men formålsparagrafen er ikkje blitt endra.
Hovudformålet – å ta vare på stadnamn som kulturminne
Som ein konsekvens av målformuleringa om å ta vare på stadnamn som kulturminne, fekk lova inn ein namnevernparagraf som seier at det ikkje er høve til å byte ut eit nedarva stadnamn med eit anna namn utan tradisjon på staden, og det er ikkje høve til ta eit namn i bruk på ein stad der det tradisjonelt ikkje høyrer heime.
Å ta vare på eit namn som kulturminne inneber å føre namnet vidare, altså å sjå til at namnet ikkje blir gløymd. Når vi bruker eit stadnamn, blir namnet hugsa, og slik blir det teke vare på. Likevel er ikkje aktiv bruk av eit namn tilstrekkeleg for sikre at namnet blir teke vare på som kulturminne. Eit namn kan ha ulike former, og alle utgåver av eit namn er neppe like viktige å ta vare på. Lov om stadnamn seier derfor at vi som hovudregel skal ta utgangspunkt i den nedarva lokale uttalen av namnet når vi skal skriftfeste det, og derfor er det denne forma av namnet som er den eigentlege og verneverdige forma. Samstundes har mange av stadnamna våre ein lang skrifttradisjon, og det kan ofte vere avvik mellom uttaleforma og skriftforma av eit namn.
Vidare seier forskrifta til lova at stadnamn som inneheld allment kjende ord eller namneledd, skal skrivast i samsvar med gjeldande rettskriving i språket som namnet inngår i. Stadnamn som inneheld utdøydde eller uklåre språkelement, skal skrivast i samsvar med gjeldande rettskrivingsprinsipp. Lova har ein unntaksregel som seier at om eit namn har ein skrifttradisjon som har vore lenge i bruk, og er vel kjend og innarbeidd, kan ein sjå bort frå å skrive namnet etter gjeldande rettskriving og rettskrivingsprinsipp.
Vi ser at lova har formuleringar som opnar for å følge både nedarva lokal uttale og ein skriftspråkstradisjon på tvers av uttalen av stadnamnet. Det er derfor ikkje føreseieleg korleis eit stadnamn blir normert, for det er mange faktorar som kan verke inn på normeringa, og det er ikkje semje om kva for aspekt ved namnet som er viktigast når vi normerer det. Vi skal sjå på eit par eksempel på praktisering av regelverket.
Namnet på gard 54 Holmåk – Holmvåg i Steigen kommune, Nordland fylke
Kartverket fastsette skrivemåten Holmåk for eit gardsnamn og avleidde namn i 2018. Vedtaket var i samsvar med tilrådinga frå Språkrådet. Vedtaket blei påklaga av Holmvåg grunneierlag. Klagarane grunngav klagen med at Holmvåg var brukt i daglegtalen, og at ein ikkje kjente til at nokon brukte Holmåk i daglegtalen på minst hundre år.
Uttale, skrifttradisjon og etymologi Det eldste belegget for den nedarva lokale uttalen finn vi i Oluf Rygh (1905) Norske Gaardnavne Nordlands Amt, s. 256: /”hoɽmo:k/. Uttalen blir stadfest i to namnesamlingar (frå 1968 og 1980-talet). I eit materiale nedskrive av skolebarn i 1936 er namnet skrive Holmåg i tillegg til Holmågelva, Holmågvannene og Holmågaksla. Skrivemåtane avspegler ein uttale /”hoɽmo:g/. Språkrådet fekk stadfest av lokalkjente at uttalen /”hoɽmo:g/ framleis var brukt. I tillegg fanst ein nyare uttale, /”holmvo:g/.
Det eldste skriftlege belegget, af Holmauki, går tilbake til mellomalderen i Aslak Bolts jordebok, ca. 1340. Holmauki er dativ eintalsform sidan namnet står etterstilt preposisjonen af. Nominativsform ville ha vore *Holmauk, og bortfallet av endinga i nominativ kjem av at dialekten er eit apokopemål med bortfall av trykklett endevokal i mange grammatiske kategoriar. Matriklane av 1886 og 1907 har skrivemåten Holmaak, mens matrikkelen av 1950 har skrivemåten Holmvaag. Det eldste belegget av Holmvaag er fra 1.2.1910 då ein ny og tilflytta eigar av bruk 54/1 fekk tinglyst at bruket “Herefter skal hete Holmvaag” (innførsel i panteregistret). 1910-folketeljinga har skrivemåten Holmvaag, og skrivemåten heng nok saman med endringa av bruksnamnet dette året. Det eldste belegget på offentlege kart er frå 1905 med skrivemåten Holmaak. Frå 1986 er skrivemåten på kart Holmåk.
Belegget, af Holmauki, gjer det lett å tolke namnet. Forleddet er ordet holme m., belagt i gammalnorsk både som eit svakt og sterkt hankjønnsord, holmi og holmr, med tydningar som 1) holme, lita øy, og 2) liten haug på flatt land. Etterleddet -auk(i) går tilbake på gammalnorsk auki eller aukr, m., begge med tyding ‘auke, tillegg, tilvekst’, jf. ord som skjerauke f, m..‘langstrekt grunning ved eit skjer’ og sandauke m. ‘sandbanke’.
Namneforma Holmvåg Etter at namnet Holmåk ikkje lenger var forståeleg, kan folk ha kjent trong for å tolke inn ei ny meining i namnet, og det kan vere forklaringa på at den nye brukseigaren ville at namnet skulle vere Holmvaag og ikkje Holmåk. Det er med andre ord ein folkeetymologi som ligg til grunn for omtolkinga av namnet. Eit uforståeleg namneledd blir bytt ut med ordet våg m. ‘djup vik’, som er eit ord med kjent tyding.
Språkrådets tilråding i klagesaka Språkrådet konkluderte med at trass i at lokalmiljøet identifiserte seg med skrivemåten Holmvåg og den nyare uttalen /”holmvo:g/, tilrådde Språkrådet skrivemåten Holmåk, for denne skrivemåten tok best vare på stadnamnet som språkleg kulturminne, mens skrivemåten “[…] Holmvåg gir et feil signal om innholdet i navnet og dekker over det språklige opphavet. Holmåk går minst tilbake til middelalderen; trolig er navnet betydelig eldre.”
Kartverkets konklusjon og oppretthalding av tidlegare vedtak i klagesaka Kartverket heldt fram at skrivemåten Holmåk hadde ein ubroten offentleg skrifttradisjon (med variantar som Holmaak, Holmog), og den nedarva lokale uttalen var dokumentert og overlevert til samtida trass i at den nye uttalen hadde blitt vanleg og blei oppfatta som “den riktige” namneforma. At folk lokalt oppfatta Holmvåg som det vanlege og brukte namnet for garden og grenda, var ikkje tilstrekkeleg grunn for Kartverket til å sjå bort frå hovudprinsippet i lova for namnenormering og formålsparagrafen i lova. Steigen er kjent for sin rikdom av fortidsminne, og namnet Holmåk er eit viktig språkleg kulturminne overlevert frå tidlegare tider. I forvaltinga av vår felles kulturarv har vi ansvar for å ta vare på gardsnamnet, som er ein arv frå gammalnorsk tid. Berre skrivemåten Holmåk tar vare på namnet som kulturminne. Kartverket heldt derfor fast på det tidlegare vedtaket for gardsnamnet og dei avleidde namna.
Klagenemndas vedtak Klagenemnda gjekk samrøystes inn for skrivemåten Holmåk både for gardsnamnet og dei avleidde namna. Klagenemnda peikte på at skrivemåten Holmvåg ville føre til ei omtolking av namnet i strid med § 1 i lova, altså formålsparagrafen. Vi ser altså at formuleringa om at skrivemåten ikkje må skygge for meiningsinnhaldet i namnet, viste seg særs nyttig for å kunne avvise skrivemåten Holmvåg.
Namnet på eit fjell – Kjernfjellet, Tjernfjellet eller Tjørnfjellet i Saltdal kommune
I 2019 starta Kartverket namnesak for å få fastsett skrivemåten av namnet på eit fjell med to offentlege skrivemåtar, Kjernfjellet og Tjørnfjellet, i Saltdal kommune i Nordland fylke. Statens vegvesen bygde tunnel gjennom fjellet, og lokalt meinte ein at tunnelnamnet skulle skrivast Tjernfjelltunnelen. Sidan fjellnamnet er primært, måtte skrivemåten av fjellnamnet avklarast først. Utgangspunktet for normeringa var den nedarva lokale uttalen av fjellnamnet, /’’çæ:ɳ.fjeʎe/, som alle var samde om. Karverket meinte at forleddet inneheldt ordet kjerne f. ‘reiskap til å kjerne smør med’, mens Saltdal kommune hevda at forleddet inneheldt ordet tjern n. ‘lita vassamling’.
Kartverket viste til at saltdalsmålet nytta ordet tjørn f., uttalt /’çøɲ/ for ‘lita vassamling’, (normert tjønn i lokale stadnamn) og at forma tjern var ei skriftspråksform som ikkje inngjekk i saltdalsmålet. Kommunen hevda at dialekten hadde både forma tjønn og tjern i tydinga ‘lita vassamling’. Det lulesamiske namnet på fjellet er Girnno, av ordet girnno ‘(smør)kjerne’. Klagenemnda for namnesaker fastsette skrivemåten Kjernfjellet som offisiell skrivemåte av fjellnamnet trass i sterkt lokalt engasjement for skrivemåten Tjernfjellet. Skrivemåten Tjørnfjellet var ei misforstått normering, og derfor uaktuell.
Klagenemnda la vekt på at det ikkje var tvil om at ordet i forleddet av namnet var ordet kjerne f. og viste til formålsparagrafen i lova om at skrivemåten ikkje må skygge for meiningsinnhaldet i namnet. Tunnelen blei skilta Kjernfjelltunnelen – Girnotunælla. I lokalmedia blei vedtaket sterkt kritisert, og Kartverket blei skulda for å vise maktarroganse og å overkjøre lokale synspunkt.
Foto: Ronald Nystad-Rusaanes
Praktisk skriftform
Vi har sett at formålsparagrafen har ei formulering om at skrivemåten skal vere praktisk. Dette prinsippet er særleg aktuelt når kommunane lagar adressenamn. Memorialnamn er populært som adressenamn, og vi veit at personnamn ofte har individuelle skrivemåtar som bryt med rettskrivingsprinsippa i språket. Namn som P. A. Heuchs gate, F. L. Suhrs veg, Chrystiesgate, Wiekes vei har skrivemåtar som ikkje er føreseielege, og dei er derfor upraktiske. Om skrivemåten av namn skapar problem for brukarane, er skrivemåten upraktisk.
Offentleg bruk av minoritetsspråklege stadnamn
Då lov om stadnamn kom i 1991, hadde lova ein paragraf som sa at «[s]amiske og finske stadnamn som blir nytta blant folk på staden, skal til vanleg brukast av det offentlege på kart, skilt, i register m.m., saman med eventuell norsk namneform».
Det var likevel svært vanskeleg i dei første åra å få gjennomført saksbehandling i kommunane og å få kommunane og andre offentlege organ til å gjere vedtak i namnesaker om samiske og kvenske stadnamn (termen finsk blei brukt tidlegare). Om den første tida med lov om stadnamn, sjå t.d. Helander (1994). Frå 2006 fekk Statens kartverk ansvar for å fatte vedtak på vegner av andre statlege organ, t.d. Statens vegvesen, Avinor, Kystverket og Statskog, og problemet med manglande vedtak i reiste saker fekk no ei løysing på statleg nivå. Men framleis var og er manglande vedtak i fylke og kommunar framleis eit problem – også i saker som gjeld norske stadnamn. Då lova fekk formålsparagrafen med formuleringa at «lova skal sikre omsynet til norske, samiske og kvenske stadnamn i samsvar med nasjonalt lovverk og internasjonale avtalar og konvensjonar», var og er denne formuleringa viktig å vise til overfor både privatpersonar og aktørar i offentleg forvaltning.
Offentleg bruk av stadnamn kan delast inn i ulike domene i samfunnet. Dei minst institusjonaliserte namna er naturnamna, namn på naturobjekt av ymse slag. Andre typar namn som er meir institusjonaliserte, er gards- og bruksnamn, namn på busetjingar (byar, bygder, grender), namn knytt til samferdsel (tunnelar, haldeplassar, ferjekaier, flyplassar o.a.), administrative namn, adressenamn, namn på geistlege bygg og administrative organ o.a.
Dei minoritetsspråklege stadnamna har etter kvart blitt tekne i bruk i fleire offentlege domene, t.d. innafor samferdsel og som administrative namn (kommune-, fylkes- og landsnamn), og synet på minoritetsspråkleg stadnamn i offentlege kontekstar har endra seg radikalt frå 1990-talet då skilt med samisk tekst blei ramponerte, t.d. med å bli skotne på med hagle eller å bli fjerna. Trass i at situasjonen har endra seg mykje, er det enno ikkje sjølvsagt at offentlege organ gjer det dei skal for å iverksette intensjonen med lova. Statens kartverk gjorde t.d. vedtak 31.10.2018 om eit lulesamisk namn, Bådådjo girddesalljo, for Bodø lufthavn og seinare er samiske og kvenske namn fastsett for mange ande flyplassar. Avinor har likevel ikkje skilta ein einaste flyplass med samiske og kvenske stadnamn.
Kartverket har også fatta vedtak om trespråklege namn på tunnelar som Statens vegvesen har ansvar for å skilte, men Vegvesenet har i nokre tilfelle berre skilta med norsk namn. Eit eksempel er dei vedtekne tunnelnamna Sørkjostunnelen (norsk), Reaššegeaštunealla (nordsamisk), Rässikäisentunneli (kvensk) 11.4.2018 i Nordreisa kommune.
Sørkjostunnelen – kor blei det av namna Reaššegeaštunealla og Rässikäisentunneli? Foto: Nils-Arne Larsen
Namnet på byar, bygder og grender er det kommunane som har rett til og ansvar for å fastsette skrivemåten av, og lenge var det vanskeleg å få kommunane til å saksbehandle slike namnesaker. Situasjonen no er endra, og mange samiske og kvenske namn på busetjingar har blitt fastsette og er blitt skilta. Likevel er det framleis mange stader som enno ikkje har fått fastsett samiske skrivemåtar av namn på busetjingar, jamvel i kommunar innafor det samiske forvaltingsområdet. Det same gjeld kvenske namn. Ein del har blitt skilta, men framleis er skiltinga mangelfull i mange kommunar.
Minoritetsspråklege adressenamn er det få av. Nokre kommunar har ønskt å bruke fleirspråklege adressenamn, men ønska deira er blitt avviste fleire gonger når spørsmålet har blitt teke opp med Kommunal- og moderniseringsdepartemetet. Avslaget har blitt grunngjeve med at eit adessenamn må vere eintydig ut frå eit krav til adresser i den såkalla matrikkelforskrifta. Eintydigheitsargumentet har blitt tilbakevist som ugyldig, for eit fleirspråkleg adressenamn er ikkje mindre eintydig enn eit einspråkleg adressenamn. I begge tilfelle viser namnet/namna til ein bestemt stad. Eit meir relevant problem som må løysast for å kunne ta i bruk fleirspråklege adressenamn, er at registra som namna blir registrerte i, ikkje er blitt utforma til å kunne takle fleirspråklege adressenamn.
Innafor det geistlege domenet har det ikkje vore vilje til å skilte kyrkjer, kapell og administrative einingar på minoritetsspråk. I mi tid som saksbehandlar av namnesaker i perioden 1991–1996 (som sekretær for Namnekonsulenttenesta for norske namn i Nord-Noreg (tilsvarande Språkrådet i dag) og som stadnamnansvarleg for Nord-Noreg i Kartverket 13.8.2012 til i dag, har eg innlemma geistlege namn i namnesaker når det har vore aktuelt. Til dags dato har enno ikkje eit einaste minoritetsspråkleg namn blitt fastsett innafor det geistlege domenet så vidt eg kjenner til.
Kva har vi oppnådd etter 30 år med offentleg namnerøkt?
Spørsmålet femnar vidt, og det er uråd å svare kort på det. På dei tretti åra har svært mange namn blitt normerte til offentleg bruk i heile landet. Sentralt stadnamnregister tel i dag over 1 101 000 namn. Av dette er over 31 000 samiske namn og over 2 900 kvenske namn. Namn vedtekne etter lov om stadnamn utgjer ca. 10 av namna i registret.
Det er stor merksemd om det offentlege namnearbeidet. Det skjer nesten aldri at eit dokument blir sendt ut utan at det kjem innsynskrav frå media eller privatpersonar. Namnespørsmål engasjerer. Om eit norsk namn har ein skrifttradisjon, er det vanleg at folk vil halde fast på den tilvente skrivemåten sjølv om skrivemåten går på tvers av uttalen. Om skrivemåten til eit norsk namn er lite kjent, er det vanleg at folk ønsker ein mest mogleg dialektnær skrivemåte, og ikkje normering etter gjeldande rettskriving og rettskrivingsprinsipp i språket. Derfor er normeringa av norske stadnamn svært varierande og i alle fall ikkje einskapleg.
Etter lovendringa i 2015 fekk brukseigarar rett til å fastsette ein annan skrivemåte av nedarva bruksnamn enn den skrivemåten som følger av hovudregelen i lova. Brukseigarar som ikkje ønsker ein skrivemåte etter hovudregelen, kan nytte ein annan skrivemåte av bruksnamnet. Kravet er at brukseigar må dokumentere at skrivemåten har vore i offentleg bruk for hans/hennar eige bruk. I eksemplet med matrikkelgard 54 Holmåk valte brukseigarane som hadde bruk med namn samanfallande med gardsnamnet, skrivemåten Holmvåg (to av bruka) og Holmvaag (eitt bruk). Lovgjevar har fastsett ei viktig avgrensing i bruken av det vi omtalar som eigarfastsette skrivemåtar av bruksnamn for ikkje å uthole formålet med lova, altså å ta vare på stadnamna som kulturminne. Det er nemleg ikkje høve til å legge ein eigarfastsett skrivemåte til grunn for skrivemåten av andre namn, t.d. av eit adressenamn som bygger på eit nedava bruksnamn. Med denne unntaksregelen vil det ikkje oppstå situasjonar som på 1960-talet med rettsak mellom staten og brukseigar på grunn av usemje om skrivemåten av eit bruksnamn.
Etter tretti år er nok dei største endringane i offentleg namnebruk at minoritetsspråklege stadnamn som før berre fantest i munnleg språkbruk, har blitt skriftfesta og har komme inn i offentleg språkbruk. Situasjonen er mest markant endra for bruken av kvenske namn, som nesten ikkje var brukte av det offentlege. Samiske naturnamn har vore på offentlege kart alt frå gammalt av, men no har samiske namn også komme inn i forskjellige andre offentlege domene slik eg alt har gjort greie for. Mykje er oppnådd, men framleis har vi mange utfordringar innafor offentleg onomastisk språkplanlegging.
Litteratur og nettkjelder
Helander, Kaisa Rautio (1994): Stedsnavn i flerspråklige områder i Norge. Hvordan norske, samiske og finske stedsnavn brukes i offisell og uoffisiell sammenheng i Norge. Ulfsparre, Göran (red.). Ortnamn värda att vårda. Stockholm, s. 123-134.
