October 2020 – New trends in Nordic Socio-onomastics

Navneforandring, slægtsforskning og socioonomastik

– Et eksempel på et slægtsnavneskifte i 1905

af Martin Sejer Danielsen

En af mine egne forfædre blev født den 12. september 1851 i landsbyen Alsbjerg i Torslev Sogn, Øster Han Herred, i det nordlige Jylland. Optegnelsen om hans fødsel står som forventet optegnet i kirkebogen der kan findes i arkivet fra Torslev Sogn hos Rigsarkivet. Han blev døbt med navnet Niels Christian Nielsen.

Men under hans navn læser man et interessant notat: “Fik 1905 30. Decbr. Navnebevis af Han Herreds Kontor på Navnet Niels Kristian Johansen”. Mere står der ikke om dén sag i kirkebogen.

Navneskifter findes på denne måde noteret i kirkebøgernes fødselslister, og sådan en note afføder hurtigt spørgsmålet: Hvor finder jeg mere om denne sag?

Rigsarkivet og proveniensprincippet

For at finde oplysninger om sin slægt hos Rigsarkivet skal man vide at langt de fleste arkivalier ligger ordnet efter proveniensprincippet.

Det betyder kort fortalt at materialet ligger underordnet de administrative enheder, institutioner med videre der har skabt arkiverne, og man må benytte de søgemidler som arkivskaberen i sin tid selv ville have benyttet for at finde ind til oplysningerne. Derfor bliver man nødt til at sætte sig ind i dansk administrationshistorie.

Den primære personregistrering i Danmark har i århundreder været en opgave der lå hos sognepræsterne (med undtagelse af Sønderjylland siden 1874). Notaterne om de store livsbegivenheder, inklusive fødsler, ægteskaber og dødsfald, kan derfor findes i kirkebøgerne der naturligvis skal søges i arkiverne fra de mere end 2000 sogne, præsteembeder og anerkendte trossamfund der har eksisteret.

Kirkebøgerne er derfor også en af slægtsforskerens vigtigste kilder. Somme tider er en begivenhed kun omtalt her, andre gange kan man finde oplysninger om en given sag eller begivenhed flere steder. Dette gælder ikke mindst navneforandringer.

Navneforandring ved navnebevis

Læser vi os ind på administrationshistorien om navneskifte, hvilket historiker og arkivar Karl Peder Pedersen så udmærket har gennemgået i artiklen ”Navnet det er stadig Jensen”, kan vi bedre forstå notatet om min forfader i kirkebogen fra Torslev Sogn.

I maj 1903 indførtes en nemmere og billigere måde at skifte slægtsnavn; en praksis der i lidt anderledes form blev til en egentlig navneforandringslov i 1904. Lovens detaljer vil jeg dog udelade her. Det væsentlige for den nysgerrige slægtsforsker der leder efter flere oplysninger i sagen, er Pedersens redegørelse for at sagsbehandlingen blandt andet blev lagt ud til herredsfogederne (på landet) og byfogederne (i købstæderne).

Så længe et ønsket slægtsnavn ikke var optaget på en af to lister over beskyttede slægtsnavne, og i øvrigt fulgte nogle generelle krav, kunne fogederne selv godkende et navneskifte og udstede et navnebevis. I herreds- og fogedarkiverne kan man derfor finde materiale om navneforandringer, særligt i den såkaldte navneforandringsprotokol. Dele af en navneforandringsprotokol fra Horns Herredsfoged-Frederikshavns Byfoged findes faktisk skannet, så her kan man få et overblik over hvad en sådan protokol kan indeholde.

Når vi derimod finder optegnelsen om navneskiftet i kirkebogen, er det faktisk et skridt længere ude i sagsbehandlingen: Navneskiftet skulle nemlig meddeles de “relevante kirkebogs-, lægdsrulle- og strafferegisterførere”, som Karl Peder Pedersen skriver i ovennævnte artikel. Derfor finder vi også et notat om navneskiftet i kirkebogen som tilføjelse til ansøgerens fødselsregistrering.

Navneforandringsprotokollen

Med navneforandringsprotokollen fra Øster og Vester Han Herredsfoged foran mig slog det mig allerførst at langt størstedelen af de optegnede navnebeviser i protokollen er udarbejdet den 30. december 1905 – nøjagtig samme dag som min forfaders navnebevis. Årsagen skal nok søges i at der faktisk var en del ventetid fra loven i 1904 blev udarbejdet til det blev praktisk muligt for fogederne at træffe afgørelsen. Først skulle Justitsministeriet have udarbejdet de føromtalte to lister over beskyttede slægtsnavne.

Ifølge Karl Peder Pedersen var det derfor reelt først fra 1906 at navneskifterne kunne bevilges i henhold til loven. Noget tyder dog på at man allerede op til nytårsskiftet i 1905 var blevet klar til at træffe afgørelserne på de ansøgninger der sikkert havde ophobet sig gennem en længere periode.

Udsnit af side 52 i navneforandringsprotokollen fra Øster og Vester Han Herredsfoged, Rigsarkivet. Klik på billedet for at se hele siden. Foto: Martin Sejer Danielsen.

På side 52 i protokollen (se billedet) fandt jeg endelig optegnelsen om Niels Kristian Nielsens navneskifte til Niels Kristian Johansen. Desværre stod der ikke egentlig optegnet noget om årsagen til navneskiftet. Dog bemærker man at faderens navn var Niels Johansen Nielsen – det vidste vi dog allerede fra kirkebogen. Valget af det lidt sjældnere patronym Johansen frem for det lang mere almindelige Nielsen har altså været oplagt.

Forskningsperspektiver – et socioonomastisk perspektiv

Ingen har mig bekendt gennemgået disse navneforandringsprotokoller systematisk. De indeholder dog åbenlyse socioonomastiske perspektiver. På trods af at den enkelte optegnelse ikke nødvendigvis giver tydelige oplysninger om ansøgerens motivation til at ønske navneskifte, eller giver en årsag til hvorfor lige netop dét navn blev valgt til, ville en systematisk gennemgang af listerne helt sikkert kunne bidrage til at afsløre tendenser.

Den systematiske gennemgang kunne passende suppleres med mere kvalitative studier der tager udgangspunkt i slægtsforskning. Som eksemplet ovenfor viste, er navneskiftet fra Nielsen til Johansen ikke grebet ud af den blå luft – navnet var del af familien.

Hertil kan navneskiftet foregå på flere andre måder end gennemgået i dette blogindlæg. I min optik fortjener det historiske navneskifte langt mere opmærksomhed i onomastikken end det hidtil har modtaget. Og der ligger en masse kildemateriale der bare venter på at blive hevet frem fra gemmerne.

Urbana namnlandskap och olika stadsrum

av Väinö Syrjälä

Gatubilden i städerna är fylld av namn av olika slag: från ortnamn till kommersiella namn och även vissa personnamn. Det är alltså ingen överraskning att flera forskare även inom det socioonomastiska fältet har intresserat sig för de lingvistiska landskapen (se exempelvis tidigare på denna blogg!). Det visuella namnlandskapet kan avslöja mycket om olika stadsrum – från ett flertal perspektiv. Socioekonomiska kontraster mellan stadsdelar kan avspeglas i namnbruket och namngivningen av lokala företag kan bidra till att skapa eller stärka en ”känsla för stället”. Med andra ord kan vi både som namnforskare och som namnbrukare samtidigt navigera i staden med hjälp av det synliga namnlandskapet men även tolka eller skapa en idé av staden som ett specifikt ställe.

En kartläggning av namnlandskapet kan alltså bevittna vem/vad det är som styr den språkliga stadsbilden. För ett illustrativt exempel på olika namnbruk i olika urbana rum kan vi ta en resa till Fiskehamnen i Helsingfors. När man anländer med metron är det första man möter på stationen ett strikt reglerat, officiellt lingvistiskt landskap. Här är det mest synliga språkliga elementet själva stationsnamnet – skyltat på två språk. Även i övrigt är språk- och namnbruket här konsekvent tvåspråkigt och hela landskapet enhetligt utformat.

*Namn är centrala i metrostationens lingvistiska landskap. (Foto: Väinö Syrjälä)*

Förutom den uppenbara, informativa funktionen har (det tvåspråkiga) namnbruket på metrostationen även en viktig symbolisk roll: offentligheten signalerar att vi befinner oss i en tvåspråkig stad. De bakomliggande policyer har förstås en utgångspunkt i språkförhållanden. Trots det kan man inte riktigt påstå att det synliga språkbruket eller de synliga namnen skulle tydligt reflektera den mångfacetterade sociolingvistiska verkligheten i staden.

För att hitta ett helt annorlunda namnlandskap behöver man bara ta sig över gata från metrostationen och betrakta fasaden till köpcentret Redi. Nu är det i stället en rik flora av kommersiella namn som gäller. Men det är inte enbart den dominerande namnkategorin som är en annan: kontrasten till de officiella skyltarna är slående ur ett multimodalt perspektiv. Det används en variation av färger, fonter, skyltstorlekar, logotyper och andra semiotiska resurser som alla spelar in när vi ska tolka namnen. Borta är även tvåspråkigheten, här inspireras namn av olika språk men engelskans starka position är förstås noterbar.

*Kommersiell namnflora i fasaden till Redi – som det såg ut i juli 2019. (Foto: Väinö Syrjälä)*

Det kommersiella namnlandskapet lever också mycket mer med tiden. Redan idag, ett drygt år senare, är det delvis andra namn som figurerar jämfört med bilden ovan. Här är det marknadskrafter som styr över stadsrummet och förhållandet till den språkliga verkligheten för de enskilda stadsbor, namnbrukarna, är ännu mer asymmetrisk. En del av det lingvistiska landskapet där individer kommer mer till tals är i de affischer och klistermärken som satts upp på ytor på gatan utanför metrostationen och köpcentret. Där kan man även hitta ytterligare ortnamn men även (ibland mindre kända) namn på personer, band, evenemang m.m. Namnen här är dock mycket mindre synliga – och det är långt ifrån lika många som tar del av denna del av landskapet jämfört med metrostationen eller köpcentret.

*Namn figurerar även i denna typ av inofficiella landskap. (Foto: Väinö Syrjälä)*

Genom studiet av de lingvistiska landskapen kan man alltså relativt enkelt skapa sig en bild av det visuella namnalandskapet i staden – och bilda sig en uppfattning av en viss känsla för olika stadsrum. Men det skulle finnas potential och efterfrågan för mer socioonomastisk forskning kring urbana förhållanden. Både officiella policyer och marknadskrafter använder namn för att förmedla sin idé av ställen. Hur det ser ut från stadsbornas synvinkel öppnar upp flera intressanta forskningsfrågor för nya socioonomastiska projekt. Vad betyder de namn vi ser för stadsbor – och hur påverkar de våra upplevelser av platser i staden som betydelsefulla ställen? Hur drar vi nytta av namnen på skyltar när vi navigerar på stan eller beskriver olika lokaliteter? Och hur är det med de namn som inte syns: påverkar det lingvistiska landskapet våra känslor för eller kunskap om namnen?

Lyst som socialt fænomen i stednavne

af Peder Gammeltoft

Hvad er lyst egentlig? Mange ting, faktisk. Lyst kan være alt fra en trang til noget eller et ønske om noget, til at være udtryk for glæde eller fornøjelse om noget. Og endelig kan lyst betegne et begær – gerne et seksuelt et af slagsen.

Lyst forekommer også som efterled i stednavne – gerne i stednavne som angiver bebyggelser i bynære omgivelser eller i opbyggede områder. Efterleddet –lyst omtales ofte som en ung stednavnetype, men helt ungt er det dog ikke. I Danmark og Norge kendes de allerede fra 1700-tallet.

Marienlyst

I Strømsø i det sydlige Norge ligger lystgården Marienlyst. Den er nu en del af Drammens museum. Lystgården har haft dette navn siden 1809, da købmand og skibsreder Hans Mallings købte gården i 1809 og opkaldte den efter hustruen Elisabeth Marie Tidemand.

Marienlyst er ikke gårdens ældste navn. Da den blev anlagt på midten af 1700-tallet, fik den navnet Weyersfryd efter krigsråd og krigskommisar Hans Thomas Weyer, der opførte lystgården. Senere fik den så navnet Tøndersfryd, nu efter den nye ejer byborger og justitsråd Hans Henrik Tønder.

Som det kan ses af navnet Marienlyst, og ejerkredsen, var navne på –lyst populære blandt samfundets øverste lag. Det var dem som havde råd til at anlægge fritidsanlæg og boliger helt for fornøjelsens skyld – til deres glæde og fornøjelse, som er en af betydningerne af ordet lyst. Og det er den i betydning vi ser de ældste forekomster af navnet.

Navne på –lyst i Norge i 1800-tallet

I den norske matrikel fra 1838, er der registreret 26 stednavne med efterleddet lyst, og 80% af dem indeholder personnavne, i hovedsagen fornavne. Navnene er det bedre bogerskabs navne – Anna, Catherine, Christian, Margrethe, Marie, Sørine og Valentin – modelleret efter datidens dansk-norske mode. Nogle af af stednavnene har tilmed ‑en‑ som fuge mellem forled og efterled, et træk som oprindeligt stammer fra tysk. Som det ses på udbredelseskortet, ligger de ældste eksempler altid i bynære omgivelser. Så det var kultiverede, urbane folks navne, det her!

I den senere matrikel fra 1886, er antallet af lyst-stednavne steget til 69. Stadig dominerer personnavne, men udgør nu kun knapt halvdelen af alle navne – i stedet er to andre kategorier – navne hvis forled beskriver naturen, så som skoven og havet, eller hvis forled omhandler abstrakter, fx ’frihed’, ’sommer’ og ’venskab’ – omtrent lige så hyppige. Disse to kategorier udgør hver omtrent en fjerdedel af alle eksemplerne i denne matrikel.

1900-tallets lyst-navne

Især i den naturbeskrivende kategori, anes en ny anvendelse af stednavneelementet, der bliver ganske mere udbredt i det 20. århundrede – demokratisering af fritid og frihed. Fra at have været noget forbeholdt det bedre borgerskab, bliver fritidsbeskæftigelser noget for hele folket, især efter de store arbejderreformer i første halvdel af 1900-tallet. I matrikeludkastet fra 1950, er der nu godt 750 stednavne på –lyst, altså 30 gange så mange navne som i matriklen lidt over hundrede år tidligere! Nu udgør personnavne kun ca 15% af alle lyst-stednavne, hvorimod naturbetegnende stednavne udgør halvdelen og abstrakter godt en tredjedel. I stedet for personer, hyldes nu glæden ved fredsommelighed, frihed, idræt, sol og sommer i forleddene – og ikke mindst glæden ved havet. Faktisk er Sjølyst navnet på over 40% af stednavnene.

*Hytten* Sjølyst på en holm i Rokosjøen i Løten kommune, Norge, er et typisk eksempel på den nyere brug af stednavne på –lyst som navn på fritidsejendomme. Foto af Olaf Benningstad (CC pdm).

Stadig populært i det 21. århundrede

Til det nuværende århundrede, er antallet af norske stednavne på –lyst igen næsten fordoblet til over 1454. Samme tendens er, at fokus flyttes fra at ære personer til at udtrykke glæde over naturen, frihed, ferie og fritidsbeskæftigelser. Kun 8% af lyst-stednavne i matriklen af 2010 har personnavne som forled, hvorimod hele 82% beskriver naturen og 10% abstrakter. Igen er Sjølyst den helt store topscorer med 971 eksempler – 66% af alle stednavne!!

Det vi ser i denne udvikling er ganske interessant. Som fritid bliver mere alment tilgængelig for alle, og ikke kun forbeholdt de få, skifter navngivningsfokusset. Fra at give udtryk for at man har opnået noget i livet og ønsker at det skal give lykke og velstand for familien, betyder demokratiseringen af fritid at mennesket ikke længere er det vigtigste navngivningsmotiv, det er derimod det der giver glæde – naturen, sol, sommer og fritid. Samtidig sker der en kraftig stereotypisering af navnetypen til få, højfrekvente former, som ovennævnte Sjølyst samt Sollyst og Sommerlyst, der tilsammen udgør henved 1200 af stednavnene. Det er som om kreaviteten i navnedannelsen forsvinder samtidig med navnetypens mangfoldiggørelse.

Samtidig flytter stednavne på –lyst også ud fra byerne og ud i Fritidsnorge, ud i skoven, op i fjeldet – og ikke mindst ud til havet. På oversigtskortet, kan vi se den gradvise udflytning fra de større byer til oplandet, for til sidst at brede sig ud over hele kystnorge. Samtidig går navnetypen fra at betegne lystgårde nær urbaniserede strøg til at betegne rene fritidsanlæg, gerne hytter af beskeden standard til weekend- og feriebrug.

*Kort over norske stednavne på –*lyst fra matriklerne i 1838 og 2010. Bemærk at –lyst 1838 (gule cirkler) stort set altid findes i nærheden af købstæder (store blå cirkler). 170 år senere er stednavnetypen udbredt i hele Norge (sorte prikker). Især er koncentrationen høj i kyststrøg (rød skravering). Illustration af Peder Gammeltoft.

Navnetypen lyst bliver allemandseje i det 20. århundrede, og går samtidig fra at være centreret om de successrige og deres personkredse til at afspejle folkets glæde over fritiden og deres udfoldelser i naturen.

– Se det er en rigtig fortælling at fordøje medens vi nyder havudsigten og friheden. Jeg håber du får lyst til at læse mere om navne!